Wembleys skarpe øje i PARKEN

Majoriteten af de modne danske fodboldfans vil nikke både genkendende og smilende til navnet på UEFAs delegerede til aftenens CL-kval-kamp mellem F.C. København og Beitar Jerusalem.

 

Den 68-årige Alexis Ponnet er nemlig tidligere international topdommer, og han var faktisk manden, der med et enkelt pust i fløjten på navnkundige Wembley i 1983 for alvor satte gang i det danske dynamitlandsholds succes i 1980erne. Belgiske Ponnets øjne fangede nemlig, at Liverpool-legenden Phil Neal havde hånd på bolden i eget felt, og på det efterfølgende straffespark bragte Allan Simonsen Danmark på 1-0 og godt på vej til EM-slutrunden i Frankrig i 1984. Mange danske mænd over 40 år vil den dag i dag kunne huske, hvor de var, da miraklet på Wembley indtraf.

 

Ponnet var også manden med det røde kort til Frank Arnesen, da Danmark næsten tre år senere spillede VM-kamp i Mexico mod Vesttyskland (det hed det faktisk dengang). Danmark, der var sikker på kvalifikation til 8.delsfinalerne allerede inden kampen, vandt trods Arnesens udvisning kampen 2-0, men selv om Sepp Piontek sikkert jublede over sejren over sine landsmænd, så var det den tyske coach, Franz Beckenbauer, der lo til sidst. Sejren betød nemlig, at Danmark skulle op imod stærke Spanien i en kamp, hvor karantæneramte Arnesens opportunistiske spillespil skulle vise at være stærkt savnet, hvor Jesper Olsen lavede sin berygtede Jesper Olsen, og hvor en vis grib gjorde det onde mod danskerne. De tabende tyskerne gik derimod hele vejen til finalen i Mexico City...

 

Den danske VM-skæbne i 1986 kan man dog næppe bebrejde Alexis Ponnet, som fik bekræftet sin status som en af tidens absolut bedste dommere, da han blev udpeget til at lede Europa Cup-finalen i 1987 i München mellem Porto og Bayern München. I aften i PARKEN vil Ponnets stadig årvågne blik nøjes med at se til fra sidelinjen, når nutidens stjerner forsøger at kvalificere sig til næste runde af næste generation af Europa Cuppen for Mesterhold; The UEFA Champions League.