Kampreferat: FCK vs. Bei

Kampreferat: FCK vs. Bei

Ståle fik ret! Det blev en mål- og chancefattig kamp, hvor en enkelt fejl blev afgørende, da Beitars keeper Kale efter blot 9 minutter gik helt galt af en lang bold fra Hangeland, så Nordstrand kunne spille Allbäck fri til scoring. Trods en udvisning af Beitars Derek Boateng i 2. halvleg var der ikke flere sprækker i den israelske forsvarsmur, men 1-0 er et glimrende udgangspunkt inden returkampen i Jerusalem om en uge.

Rasmus Würtz var desværre ikke blevet sine hofteproblemer kvit, og Ståle valgte derfor Silber og Hjalte til den centrale midtbane, mens Niclas var tilbage i startopstillingen i forhold til Viborg-kampen i lørdags.

Israelerne stillede op i en 4-3-3-formation og viste fra kampens start, at de ikke kun var kommet for at forsvare sig, men gik frisk til sagen med kvikke og hurtige kombinationer. Hjemmeholdet, der fra første fløjt fik fornem opbakning fra de velbesatte tribuner - var dog også på tæerne og lod sig ikke gå på.

Stor israelsk keeperfejl blev straffet
Ståle havde på forhånd vurderet, at selv den mindste lille fejl kunne få afgørende betydning, og efter blot 9 minutters spil fik han ret af Beitars keeper, Tvrtko Kale. Brede sendte en lang fremlægning op i feltet mod Nordstrand, og hans oppasser Shimon Gershon holdt sig tilbage, da den nyindkøbte keeper stormede ud af sit mål – for blot at gå helt galt af bolden, så Nordstrand med køligt overblik lagde bolden på tværs i feltet til en helt fra Allbäck, der med en blød inderside satte bolden i tom kasse, inden Kale nåede tilbage og rage kastanierne ud af ilden.

En drømmestart for mestrene, som tålmodigt forholdt sig afventende i den efterfølgende periode og lod israelerne have bolden mest, uden at nogen af holdene rigtigt kom frem til afslutninger. Gæsterne lænede sig efterhånden op af et gult kort, og Byens 12. Mand lagde rutineret et stort vokalt pres på den spanske dommer, som dog ventede til midt i halvlegen med at trække det første gule kort.

Gravgaard var tæt på at komme frem til afslutning efter et par dødbolde, og Tamuz havde et langskud fra omkring 35 meter, som gik et pænt stykke over mål, men det var stadig småt med aktioner foran de to mål. Som halvlegen skred frem kom hjemmeholdet mere og mere i boldbesiddelse, mens det ved flere ved lejligheder så ud som om Beitar-spillerne ikke helt kunne følge med i det tempo, de selv prøvede at sætte i deres angrebsspil.

7 minutter før pausen fik israelerne dog bolden i nettet, da et langt frispark blev snittet videre til backen Alvarez, men der var vinket for offside, allerede inden han sendte bolden ind bag Jesper Christiansen. Herefter var det dog københavnerne der sad på resten af halvlegen og producerede chancer, der kunne have fordoblet føringen.

Gode muligheder for at øge inden pausen
Allbäck fik en stor mulighed, da Hjalte fikst spillede ham fri i feltet, men han flugtede lige på keeperen, og forsvaret fik clearet til hjørne. Kort før pausen fik svenskeren endnu en stor chance på et godt frispark fra Niclas fra højre side, men Tale nåede godt ned og fik reddet Mackans hovedstød og returbolden sprang desværre fra ham, inden han fik sparket på mål.

I halvlegens overtid førte en hurtig kontra til at Hutch kom fri i højre side, og hans indlæg i feltet blev temmelig tydeligt blokeret med armen af en forsvarer. Og selv om han holdt den ind til kroppen, har man også set andre dommere end Messias give straffe på sådan én…

Alt i alt en stærk afslutning på en halvleg, som hjemmeholdet kunne være godt tilfredse med. Forsvaret havde stået upåklageligt, Silber og Hjalte arbejdede stenhårdt på den centrale midtbane, og Hutch og Grønkjær arbejdede godt både offensivt og defensivt. Mackan kom både på tavlen og frem til gode chancer, og Nordstrand lavede et fremragende arbejde med gode førsteberøringer og flere gode bolderoberinger.

Beitar reduceret til 10 mand
Efter pausen forsøgte Beitar igen at skubbe spillet op på FCK’s banehalvdel i et forsøg på at det vigtige udebanemål, og de lod sig ikke slå ud af, at de i løbet af kort tid blev reduceret til 10 mand, idet Derek Boateng pådrog sig to gule kort på to minutter! Den chilenske landsholdsspiller Mirosevic afløste det unge stortalent Toto Tamuz, og med sine kraftige ryk var han med til at holde dem inde i kampen trods undertallet.

Han var bl.a. ophavsmand til en af Beitars få, men store chancer, da han spillede på tværs tæt under mål, men Itzhaki nåede lige akkurat ikke frem og fik prikket den ind.

Efter 68 minutter skete det, man ikke troede muligt, da Rasmus Würtz pludselig fik rødt kort – ifølge lystavlen! Der var dog heldigvis tale om en teknisk fejl, og det forlød da også efter kampen, at Rasmus slipper for karantæne…

Trætte københavnere gav ikke noget væk
Ailton kom ind med nye kræfter og afløste Nordstrand, og med 20 minutter igen var der heller ikke mere tilbage i Allbäck, så Antonsson kom ind som back, mens William rykkede frem på midten og Grønkjær gik op i angrebet.

Et langskud fra ca. 30 meter fra Michael Zandberg var lige ved at overliste Jesper, men heldigvis smuttede den lige over overliggeren, og da Itzhaki på det følgende hjørne kom på skudhold, skød han også over.

De sidste 10-20 minutter var det tydeligt, at kampen havde tæret på hjemmeholdets kræfter, men gæsterne syntes nu også mærkede af strabadserne, og ingen af holdene fik produceret flere chancer. Trænerteamets lyst til at satse på 2-0 blev overvundet af ulysten til at lukke et kontramål ind, som kunne have været direkte dødbringende i det samlede regnskab, og alt i alt er 1-0 ikke et dårligt resultat mod et hold, der stort set kun består af israelske landsholdsspillere, og som viste sig at være præcis så svære at spille mod som forventet.

Inden kampen betonede alle vigtigheden af at holde nullet – det gjorde vi, og vi fik tilmed scoret. Godt begyndt er halvt fuldendt!