Vigtig viden før SJE vs FCK

Vigtig viden før SJE vs FCK

FCK OG ALKA SUPERLIGAEN 
Status efter F.C. Københavns første 12 Alka Superligakampe i denne sæson er 24 point på kontoen – altså et fornemt snit på 2 point pr. kamp. Desværre er det kun nok til 2. pladsen, da FC Midtjylland har formået at hente 27 point efter 12 spillerunder. 

De 24 københavnske point er hentet via syv sejre, tre uafgjorte og blot to nederlag. F.C. Københavns målscore lyder på 20-10. 

Offensivt placerer de 20 scorede mål F.C. København på 4. pladsen hvad angår scorede mål, mens de 10 mål imod betyder, at F.C. København har Alka Superligaens 2. bedste defensiv. 

De 20 scorede mål er fordelt på Nicolai Jørgensen (3), Andreas Cornelius (3), Kasper Kusk (3), Thomas Delaney (2), Youssef Toutouh (2), Ludwig Augustinsson (1), Marvin Pourié (1), Mathias 'Zanka' Jørgensen (1), William Kvist (1), Benjamin Verbic (1) og Federico Santander (1). Det sidste FCK-mål er et selvmål af AaB’s Kasper Pedersen. 8 af de 20 mål er scoret i 1. halvleg, mens de resterende 12 mål alle er faldet efter pausen. 

F.C. Københavns klart farligste periode har været den første halve time af 2. halvleg, hvor 10 af de 20 mål er sat ind. Af de 10 mål der er scoret mod F.C. København, er de seks af dem scoret efter pausen. 

SØNDERJYSKE OG ALKA SUPERLIGAEN 
Kampen på søndag er et topopgør mellem nummer tre og to i Alka Superligaen. SønderjyskE har nemlig haft en ganske god sæson indtil videre, for SønderjyskEs 21 point er deres hidtil største pointhøst i Alka Superligaen efter 12 spillerunder. Hidtil bedste præstation efter 12 runder var 16 point i 2011/12-sæsonen.

Sønderjyderne har hentet ni af de 21 point på hjemmebane, mens de resterende 12 point er hentet på udebane – dog er det værd at notere, at SønderjyskE blot har spillet fem hjemmekampe mod syv udekampe. 

SønderjyskE tabte de to første hjemmekampe mod henholdsvis FC Midtjylland (1-2) og F.C. København (1-3), men i de seneste tre hjemmekampe har de via sejre over Hobro IK (3-0), Viborg FF (2-1) og OB (4-0) hentet de ni point. 

SønderjyskE har scoret 21 Alka Superligamål, et antal kun overgået af AaB med 24 og matchet af OB. Titlen som SønderjyskE-topscorer deles lige nu mellem Thomas Dalgaard og Tommy Bechmann, der begge er noteret for 5 mål. Herefter følger Johan Absalonsen (4), Troels Kløve (2), Nicolaj Madsen (2), Jeppe Simonsen (1), Marc Pedersen (1) og Pierre Kanstrup (1). 

De 21 mål er fordelt 10-11 på henholdsvis 1. og 2. halvleg. 

Defensiven har lukket 15 mål ind, her er fordelingen 7-8 på de to halvlege. 

FCK OG DEN 25. OKTOBER 
Det er 5. gang F.C. København spiller en Superligakamp på datoen 25. oktober. De første fire kampe er endt med et 0-3 nederlag til Næstved IF i 1992, en 3-2 sejr over Herfølge BK i 1998 (kampen hvor Martin Nielsen scorede et drømmemål i 90. minut), uafgjort 0-0 mod OB i 2006 og senest en 1-0 sejr over Silkeborg IF i 2009. 

STATISTISK INFORMATION 
Der er scoret 84 mål i de 28 Superligakampe mellem F.C. København og SønderjyskE. De 84 mål er næsten ligeligt fordelt på de to halvlege, men med 43 mål efter pausen er der en svag overvægt i 2. halvlegsmål. 

Der er scoret fem selvmål i Alka Superligakampene mellem F.C. København og SønderjyskE. Alle fem selvmål er scoret af SønderjyskE, og alle fem selvmål er scoret i 2. halvleg. 

SønderjyskE har en gang fået to mand udvist i en Alka Superligakamp mod F.C. København. Det var i maj 2015, hvor både Daniel Jensen og Nicolaj Madsen fik et rødt kort. Det kommer dog ikke til at gentage sig på søndag – for Daniel Jensen spiller nu i Lyngby BK mens Nicolaj Madsen sidder udenfor med karantæne. 

Der er scoret på tre ud af fire straffespark i Superligakampene mellem F.C. København og SønderjyskE. Hos F.C. København har Jacob Laursen misbrugt mens Nicolai Jørgensen har scoret, og hos sønderjyderne har Rasmus G. Hansen scoret to gange. 

Statistiske facts i samarbejde med danskfodbold.com