Vigtig viden før FCK vs VFF

Vigtig viden før FCK vs VFF

F.C. KØBENHAVN OG ALKA SUPERLIGAEN 2015/16 
Fredag aften havde FC Midtjylland chancen for at overtage 1. pladsen i Alka Superligaen, men eftersom midtjyderne spillede 1-1 ude mod OB, er det stadig F.C. København der topper ligaen med 31 point (samme antal point som FC Midtjylland, men med en bedre målscore). Skulle det lykkes for F.C. København at slå Viborg FF på søndag, vil der dermed være et hul på tre point ned til midtjyderne. 

De 31 point efter 15 spillerunder er kommet i hus via ni sejre og fire uafgjorte. I de 15 kampe har F.C. København scoret 26 mål, hvoraf et enkelt har været et selvmål (AaB). De 25 mål scoret af FCK’ere er fordelt på Kasper Kusk (5), Andreas Cornelius (4), Youssef Toutouh (4), Nicolai Jørgensen (3), Thomas Delaney (2), Federico Santander (2), Ludwig Augustinsson (1), Marvin Pourié (1), Mathias 'Zanka' Jørgensen (1), William Kvist (1) og Benjamin Verbic (1). 

F.C. København er klart farligst efter pausen, for 16 af de 26 mål er scoret i 2. halvleg. Defensivt er der ikke den store forskel på hvornår der scores, for de 11 mål F.C. København har lukket ind er fordelt 5-6 på de to halvlege. 

VIBORG FF OG ALKA SUPERLIGAEN 2015/16 
I løbet af de første 15 spillerunder har Viborg FF vundet fem kampe i Alka Superliga, spillet to kampe uafgjort samt tabt otte gange. Dermed har Viborg FF hentet 17 point, og har i kampen om de 17 point formået at score 14 mål (og lukke 21 mål ind). 

Viborg FF er pt. at finde på 10. pladsen, a point med AGF og tre point foran Esbjerg fB. Viborg FF har ni point ned til Hobro IK på 12. pladsen. Ses der nærmere på de 14 scorede mål, er det værd at bemærke, at otte af de 14 mål blev scoret i 13. og 14. spillerunde, hvor det først blev til en 4-2 sejr hjemme over Esbjerg fB og ugen efter til en 4-2 sejr på udebane over FC Midtjylland. Viborg FF tabte dog deres seneste kamp i Superligaen, for i 15. spillerunde kunne OB tage hjem fra Viborg med en 1-0 sejr. 

Ud af Viborg FF’s 14 mål er to af dem selvmål (Esbjerg fB og FC Midtjylland), mens de restende 12 mål er fordelt på seks spillere: Jeppe Curth (4), Serge Deblé (2), Osama Akharraz (2), Jonas Kamper (2), Jeroen Veldmate (1) og Sebastian Andersen (1). 

VIDSTE DU AT… 
 … der scores tre gange så mange mål i det sidste kvarter i forhold til det første kvarter i Superligakampene mellem F.C. København og Viborg FF? Det første kvarter har budt på 12 mål, mens der er scoret 37 mål i det sidste kvarter. 

 … F.C. København kan vinde deres Superligakamp nummer 15 i træk over Viborg FF. De nuværende 14 sejre i træk er rekord for F.C. København, når der snakkes ”flest sejre i træk over en bestemt klub”. Nummer to på listen er 12 sejre i træk over Lyngby BK, et ”streak” der stadig er aktivt, da F.C. København har vundet samtlige Superligakampe mod Lyngby BK siden den 27. maj 2001. 

 … der i gennemsnit kommer 12.628 tilskuere til en Alka Superligakamp mellem F.C. København og Viborg FF, når kampen vel og mærke spilles i Telia Parken? De første 22 Superligakampe mellem de to klubber i Telia Parken er overværet af 277.807 tilskuere. 

 … F.C. Københavns største sejr over Viborg FF i Superligaen er 7-2. Det var i november 1993, og Kim Mikkelsen (3), Martin Johansen (2), Brian Kaus og René Tengstedt scorede de københavnske mål. 

Statistiske facts i samarbejde med danskfodbold.com