Vi har gjort det før

Når F.C. København på onsdag tager mod FK Vardar hjeme i Telia Parken, må man håbe, at makedonernes problemer med at vinde på udebane fortsætter. Onsdagens gæster har nemlig ikke vundet en udekamp i Europa siden 2004, og har i de 11 kampe siden 2004 blot spillet tre gange uafgjort og tabe otte gange. Uafgjort er naturligvis heller ikke et brugbart resultet, men statistikken viser dog, at FK Vardar bør kunne besejres her i København.

Nederlaget på 0-1 var selvfølgelig ikke det bedste udgangspunkt før returen, men som Ståle Solbakken efterfølgende sagde: "Det er ikke afgjort endnu, men 0-1 er et dårligt resultat. Men det er stadig muligt, vi har ikke et bjerg, vi skal bestige, men en bakke er det, vi skal op over".

Oplev det spændende opgør - Køb billet her

Vi har derfor kigget på tilsvarende "bakker" i et historisk perspektiv, altså kvalifikationskampe hvor vi har været bagud efter den første kvalifikationskamp, og alligevel har trukket det længste strå.

Det kan lade sig gøre
Den første kamp i 2010 mod Rosenborg BK blev spillet i Norge. Her havde Steffen Iversen og Markus Henriksen bragt nordmændene foran 2-0, men seks minutter før tid sikrede Jesper Grønkjær F.C. København et lidt bedre udgangspunkt. Ugen efter stod Sölvi Ottesen for den enlige træffer, og dermed var vi videre til gruppespillet i Champions League på reglen om udebanemål.

I august 1994 havde finske FC Jazz noget overraskende vundet 1-0 i København, men i returkampen i Finland viste F.C. København klassen, og vandt sikkert med 4-0 og gik dermed videre med sammenlagt 4-1. 

I efteråret 1993 havde F.C København fået et decideret skidt udgangspunkt, da man i forsøget på at komme i Champions League havde tabt 0-3 ude mod Linfield FC. Men som de fleste FCK'ere ved, var det i returkampen at Lars Højer viste hvor farlig han var på et frispark, for i kampens tillægstid scorede han til 3-0 på frispark, og i den efterfølgende forlængede spilletid fik Kim Mikkelsen sendt bolden i mål til en samlet københavnsk 4-3 sejr.

Som det kan ses, har F.C. København før haft en svær returkamp foran sig, og det har vi igen onsdag aften, men hvorfor ikke bare gøre som i 1993, 1994 eller 2010 - og lad os så komme over den bakke og videre til playoff-runden.

Du kan købe billet til kampen her