Tak!

Vi er alle fans af F.C. København

Kære alle fans af F.C. København,

Vi ved, at F.C. København betyder rigtig meget, og opbakningen fra jer betyder naturligvis meget for alle i klubben. Vi er i løbende dialog og samarbejder med vores fans og fanklubben om at skabe de bedste rammer, og hvis nogle skulle være i tvivl, så vil vi alle det samme – nemlig være med til at skabe de bedste muligheder og rammer for klubben.

F.C. København er på alle måder den største klub i Danmark; klubben med de bedste fans og de største resultater - det er vi alle forpligtede til at værne om! Vi ønsker at være med til at skabe de bedste rammer både i PARKEN og på udebane og det ønske kan nemt opfyldes; det kræver blot, at ordensreglerne bliver overholdt. Ingen kan leve med, at vold, trusler og hærværk er del af det at gå til fodbold - det gælder i PARKEN og selvfølgelig også på udebane. Kan vi blive enige om denne simple leveregel, så når vi alle vores fælles mål, nemlig at skabe de bedste muligheder og rammer for klubben. Kan nogen være uenig i det?

Det er en stor dag i morgen. Vi skal fejre fanklubbens 20 års fødselsdag i forbindelse med hjemmekampen mod FC Nordsjælland. Tak for 20 trofaste og loyale år! Vi kan alle være stolte af vores fanklub og vi glæder os alle til en aften i flotte og festlige rammer; og lad os sammen vise dem, der måtte ønske det modsatte, at vi sammen kan levere den fest og opbakning til spillerne og klubben, som er så vigtig for alle i og omkring F.C. København.


Med venlig hilsen
Anders Hørsholt
Adm. direktør