Ungtræner-uddannelse i F.C. Københavns Klubsamarbejde

Ungtræner-uddannelse: Det første hold er færdige

F.C. København har netop afrundet den første ungtræner-udddannelse i tre moduler, som er målrettet til de mange unge drenge og piger ude i vores samarbejdsklubber, som enten allerede er i gang med at træne andre hold, eller som gerne vil i gang.

Målet er flere unge som børnetrænere
”Flere klubber har med eller uden vores hjælp rekrutteret mange unge som børnetrænere, men vi vil gerne hjælpe endnu flere med at få flere unge trænere i alderen 13 til 19 år,” fortæller Anders Hall Toft, der er leder af F.C. Københavns klubsamarbejde.

”Derfor og vi har lavet denne uddannelse for at kunne bygge på og give dem endnu mere faglighed. Den består af tre moduler, hvor det tredje modul var en fælles oplevelse for alle ca. 70 deltagere, som vi inviterede i Parken i søndags til en evaluering og afrunding af ungtræner-uddannelsen.”

En mulig karrierevej
”Sune Smith-Nielsen holdt også et oplæg om den vigtige rolle, som ungtrænerne har ude i klubberne, og at det måske kan føre dem vidt omkring, enten ude i klubberne eller måske som træner, analytiker i vores Talentafdeling."

"Jeg startede f.eks. selv som træner, da jeg var 15-16 år og uden at vide hvad det egentlig indebar, men pludselig bliver man bidt af det,” fortæller Anders Hall Toft, der arbejdede med børnefodbold i AGF, Holbæk B&I og Viborg FF, inden han kom til FCK for et år siden.

Sune Smith-Nielsen og Anders Hall Toft
Sune Smith-Nielsen og Anders Hall Toft. Foto: Raluca Strøe, FCK.DK


Giver rigtig god mening
GVI er en af mange klubber, der har været med ungtræner-uddannelsen, og taltentchef Kristian Boye fortæller om overvejelserne.

”Vi har gennem mange år selv arbejdet med at få ungtrænere ind i GVI, men vi synes, at der manglede noget, og da i forvejen er med i klubsamarbejdet med FCK, så gav det rigtig god mening at deltage.”

”Det er nogle fagligt kompetente mennesker, der står for det, og som vi kender fra vores hverdag, og så er FCK for de unge også lidt noget andet end GVI, og sådan skal det også være. Så alt i alt var det en no-brainer, kan man vel kalde det.”

”Det var ikke fordi, vi som sådan skulle have løst et problem, men fordi det gav en god mulighed for at bygge videre på det vi har. De to første moduler er kørt ude i klubberne, og så har vi den her fælles dag i Parken, hvor alle er samlet, og det har været et rigtig fint forløb.”

Ungtræner-uddannelse i F.C. Københavns Klubsamarbejde
Foto: Raluca Strøe, FCK.DK


Vigtigt det ikke kun er voksne, der træner børn
Også Sundby Boldklub har haft deltagere på ungtræner-uddannelsen, og Markus Skalshøi fortæller, hvorfor han valgte at deltage.

”Fordi jeg synes, det var spændende, og jeg vil gerne udvikle børnene i min klub, så de kan få en god fremtid. Det er noget jeg selv har savnet som spiller, at nogen som ikke er voksne kunne træne børnene.”

”Vi er lidt mere som dem selv, og jeg kan selv huske, hvordan det var at være U8-spiller, som er dem jeg træner nu, og hvad man skal gøre for, at de får det godt,” fortæller Markus.

Elvira Ciofu træner piger i Sundby, og hun har også været glad for uddannelsen:

”Det er meget vigtigt, at børnene får en god start på deres fodboldtid, og som 8-årig pige kan det godt være svært at gå rundt i skolen og sige, at man går til fodbold. Så det er vildt vigtigt, at man har nogle trænere som kan give én mod til at gå videre med det.”

Ungtræner-uddannelse i F.C. Københavns Klubsamarbejde
Foto: Raluca Strøe, FCK.DK


Både teori og praksis
For Markus og Elvira er ungtræner-uddannelsen ikke bare teori, men i høj grad også praksis, fordi de allerede selv er i gang som børnetrænere.

”Jeg træner selv en gruppe på 18 piger på 9-10 år, hvor der også er en forælder med som træner. Vi får tilsendt et program, men vælger selv hvad vi vil gøre,” fortæller Elvira, og Markus træner som nævnt U8-drenge.

Begge fortæller også, at ungtræneruddannelsen har givet endnu mere mod på at fortsætte ad trænervejen, og det var præcis også et af formålene.

Og så kunne Sundby-trænerne jo søndag eftermiddag i Parken glæde sig over at se Sundby-drengen Valdemar Lund i aktion for F.C. Københavns førstehold – en af flere dygtige Sundby-spillere, som har fundet vej til vores Talentafdeling, ligesom bl.a. Jacob Perelman på U19, Amin Chiakha på U17 samt Silas Andersen, der nu er i Inter.

”Ja, det er sjovt, og det viser bare, at vi har haft dygtige trænere i klubben,” bemærker Markus.

Ungtræner-uddannelse i F.C. Københavns Klubsamarbejde
Foto: Raluca Strøe, FCK.DK


Målet er bedre børnemiljøer for drenge og piger i klubberne
Der er heldigvis rigtig mange dygtige trænere ude i klubberne, og forhåbentlig bidrager ungtræner-uddannelsen inspireret til at der kommer endnu flere og endnu dygtigere trænere. Ikke kun for at uddanne fremtidens professionelle fodboldspillere, men først og fremmest for at udvikle bedre børnemiljøer for alle de drenge og piger, som gerne vil spille fodbod.

Planen er at starte et nyt hold ungtræner-uddannelse til foråret.

Ungtræner-uddannelse i F.C. Københavns Klubsamarbejde
Foto: Raluca Strøe, FCK.DK