Underholdende remis i Aalborg

Med 3 skud på overliggeren og et brændt straffespark kunne københavnerne godt have hentet alle tre point, men hjemmeholdet havde også flere nærgående forsøg i den afvekslende aftenkamp i Aalborg.

Fint fodboldvejr og sæsonrekord i Aalborg

Johan Wiland var klar igen efter det voldsomme sammenstød, der tvang ham ud af topkampen i Farum i mandags. Til gengæld bliver hans landsmand Pierre Bengtsson sparet på grund af en mindre overbelastning, og i stedet fik Michael Jakobsen chancen fra start mod hans tidligere klub. Bolaños var med igen, og Vetokele startede inde i stedet for Santin.

Der hang en lav forårssol over det velbesøgte stadion (sæsonrekord), og den havde hjemmeholdet – og de 3-400 FCK-fans, der havde taget turen til det nordjyske – fornøjelsen af at have i øjnene før pausen. Måske havde Augustinussen også solen i øjnene, da han diskede op med kampens første afslutning – et optimistisk langskud fra 40-45 meter, der gik langt forbi Wilands kasse…

Det var det eneste ”forsøg” i de første 10 minutter, der forløb stille og roligt med nogenlunde lige meget boldbesiddelse. Men de næste 10 minutter satte løverne sig solidt på kampen, og i det 12. minut var Nicolai Jørgensen uhyre tæt på at liste et fladt, skruet skud ind ved den fjerneste stolpe, men bolden strøg lidt forbi navnebror Larsens mål.

Syv minutter senere brændte det på igen, da først Cornelius og siden Nicolai kom godt op i luftrummet tæt under mål, men da Vetokele fik bolden over stregen, var der forinden fløjtet frispark til hjemmeholdet.

Lige ved og næsten...
Midt i halvlegen viste AaB pludselig tænder, da Helenius snittede et hjørne ned ved den forreste stolpe, men Wiland var lynhurtigt nede og holde den tæt på selve stregen. Lidt efter var Nicolai Jørgensen igen i aktion nede i den anden ende, men bolden strøg en meters penge forbi.

Kort før den halve time – efter AaB’erne mente sig snydt for et frispark lige uden for feltet – slog gæsterne kontra og producerede deres hidtil bedste mulighed, da Vetokele snittede et Claudemir-indlæg videre til Nicolai, der 10 meter fra mål brysttæmmede og flugtede bolden LIGE over mål.

Minuttet efter måtte Wiland give retur på et lumsk Kusk-forsøg, og Søren Frederiksen opfangede returbolden, men sendte den tæt forbi mål.

AaB foran på straffe 4 minutter før pause
Efter disse intense og afvekslende periode dalede tempoet en anelse igen, men københavnerne havde fortsat ganske godt styr på begivenhederne – lige ind til Peter Rasmussen takserede en glidende Bolaños-tackling i eget felt til et straffe, som Helenius stensikkert udnyttede. Uanset "tykkelsen" af straffesparket, var løverne dermed bagud for 12. gang denne sæson…

Det var dog tæt på, at Nicolai Jørgensen fik udlignet inden pausen, da han fra ca. 20 meter bankede bolden på overkanten af overliggeren, og Delaney nåede også at snitte et hjørne tæt forbi, inden de to hold fik til pause.

Bola-udligning kort efter pausen
Til gengæld skulle der ikke gå længe efter pausen, før stillingen var lige: Nicolai havde en god skudmulighed uden for feltet, men spillede i stedet Bolaños i højre side af feltet, og hans chip ind foran mål endte i den fjerneste ende af netmaskerne, hvor Cornelius naturligvis var hvor han skulle være, men først ramte bolden efter den havde passeret stregen.

Ikke ufortjent, som kampen hidtil havde formet sig, men det havde måske været for meget af det gode, hvis Cornelius havde scoret fem minutter senere, da AaB’s midterforsvarere tøvede en anelse, og hans afslutning sad lige i favnen på Nicolai Larsen. AaB jagtede også et føringsmål, og både Søren Frederiksen og Kasper Kusk havde udmærkede forsøg tæt forbi, mens spillet bølgede frem og tilbage.

Man holdt lige vejret, da Claudemir ”lavede en Wiland” og faldt uheldigt ned på skulderen efter en AaB’er dukkede sig i duellen, men han kunne heldigvis spillede videre efter behandling. 20 minutter før tid fik Nicolai frispark en halv snes meter uden for feltet, og AaB’erne ventede nok et indlæg fra Bolanos’ fod, men han skruede i stedet bolden direkte på overliggeren! Nogle minutter senere var det igen tæt på i den anden ende, da Søren Frederiksen sendte et stort tilbud over mål.

Hektisk afslutning med chancer i begge ender
Santin var kommet på banen for Vetokele, og Gíslason kom også ind for Bolaños, og kampen levede i allerhøjeste grad stadig, da den gik ind i de sidste 10 minutter, der skulle blive meget begivenhedsrige.

Først fik Søren Frederiksen igen-igen en kæmpe chance, men sparkede lige forbi den fjerneste opstander, og med knap 7 minutter igen fik Cornelius straffe, da Jakob Ahlmann kom for sent i en duel og underløb ham. Topscoreren gik selv til pletten, men Nicolai Larsen havde læst skuddet og reddede med en fornem parade.

Bare tre minutter senere var det igen tæt på et københavnske sejrsmål, da Nicolai Larsen strandede langt uden for feltet, men Cornelius fik ikke lagt bolden ind til den helt fri Gíslason inde foran mål. Men langt inde i overtiden kom islændingen på skudhold efter et massivt FCK-pres, men han tordnede bolden på underkanten af overliggeren, og for tredje gang i kampen blev aalborgenserne reddet af træværket.

Dermed fastholder løverne sit 10 points-forspring i toppen af ligaen, mens AaB ikke har opgivet håbet om at indhente Randers FC på 3. pladsen.