Ugen der gik (37/2020)

FJERDE DEBUTANT MED TO MÅL
Da Kamil Wilczek scorede sit andet mål i søndags blev han den blot fjerde FCK-spiller, der scorer to gange i sin debut. De tre første var:

  • 01.07.92 Søren Lyng hjemme mod Grasshoppers (2-0-sejr i TOTO Cup)
  • 11.08.96 Jacob Svinggaard ude mod Lyngby (2-0-sejr i Superligaen)
  • 26.10.16 Nicklas Røjkjær ude mod Jammerbugt (6-1-sejr i pokalen)

Vores venner på nipserstat.dk har også trukket en liste over de debutanter, der har scoret én gang: Morten Falch, Mark Strudal, Peter Møller, Rene Tengstedt, Per Frandsen, Thomas Schønnemann, Carsten Hallum, Mark Robins, Peter Nielsen, Thomas Lauridsen, Mads Westh, Heine Fernandez, Alvaro Santos, Elrio van Heerden, Jose Junior, Martin Vingaard, Fanendo Adi, Ludwig Augustinsson, Kasper Kusk, Rasmus Falk, Mads Roerslev, Carlos Zeca og Mohamed Daramy.

Kamil Wilczek



STADIG INGEN RØDE KORT MOD OB
I optakten til OB-kampen skrev vi, at OB er den eneste nuværende Superliga-modstander, hvor vi endnu ikke har fået vist en spiller ud. Tallene for de øvrige nuværende Superligaklubber er: AaB 11, Brøndby 9, FC Midtjylland 6, FC Nordsjælland 5, AGF 4, Vejle 3, Lyngby 2, Randers FC 2, SønderjyskE 1, AC Horsens 1.


SUPERLIGA-TEENAGERE
I ugen der gik bragte Politiken en artikel om teenagere med spilletid i Superligaen, og på Top 10 ligger både Mohamed Daramy (1.609 minutter) og Mikkel Kaufmann (2.002 minutter for både AaB og FCK). Listen toppes af Lyngbys Frederik Winther med 2.494 minutter, og ikke overraskende har FC Nordsjælland fire med på Top 10.

Målt på klubbernes samlede antal "teenage-minutter" sidste sæson, ligger vi nr. 5 med 2.365 minutter, og her topper FC Nordsjælland klart med 13.611 minutter foran AaB (3.945), Brøndby (3.928) og Lyngby (3.928).

Kaufmann og Daramy


STORE DERBY-SEJRE TIL U19 OG U17
Lørdag eftermiddag indledte U19 med at vinde 5-2 på mål af William Bøving, Jacob Haahr, Fisnik Isaki, Hákon Arnar Haraldsson samt et selvmål.


Herefter gik U17 også ud og scorede fem gange, men holdt mål rent. Jeffrey Adjei-Broni scorede tre, og de andre blev sat ind af Orri Oskarsson og Roony Bardghji.


Det var U17's tredje sejr i træk i den nye sæson, mens U19 har to sejre og to nederlag.

På lørdag skal begge hold til Randers, hvor U19 spiller kl. 14 og U17 kl. 16.15, og næste tirsdag spiller U19 pokalfinale mod FC Nordsjælland i Tingbjerg Idrætspark.


KB OG B1903 SEJREDE OGSÅ
03'erne vandt i lørdags 4-0 hjemme over Rønne IK (målscorerne ikke oplyst) og har nu 8 point for 4 kampe. KB har 6 point for 5 kampe efter i lørdags at have slået HB med 6-3 på mål af Lasse Lykke Reenberg Larsen (2), Martin Frydensberg Thomsen, Peter Dokic Olsen, Sebastian Kaalund og Philip Burlin.

KB skal ikke i kamp i weekenden, mens B1903 skal på udebane i Valby mod FC Udfordringen.


OLDBOYS FIK RAM PÅ HVIDOVRE
KB/FCK's Oldboys tog sin femte sejr på stribe, da de i går aftes slog toprivalerne fra Hvidovre med 2-1. Lasse Dahl og Lasse Lauth scorede efter pausen på Kim Christensen, inden Thomas Kahlenberg reducerede for Hvidovre.

Vi havde dog også en "TK" med, for Thomas Kristensen har nu også meldt sig under fanerne og fik sin debut. De øvrige eks-FCK'ere på holdet var Daniel Jensen, Martin Vingaard og Martin Albrechtsen.

I fredags vandt Oldboys også 1-0 over Union, og igen kom Lasse Dahl på tavlen. På mandag gælder det Stenløse på hjemmebane.

Thomas Kristensen