Ugen der gik (32/2024)
U17
Cheftræner Sune Holmgren råder over en bred trup denne sæson, og efter sidste fredags 7-0-sejr over HIK vandt holdet onsdag over AB med 3-0 på mål af Rayan Bardghji, Ishaq Holalam og et selvmål.
Lørdag var der ”trænings-Derby” på Nummer 10, og det sluttede 2-2. Brøndby dominerede 1. halvleg og førte 1-0 ved pausen, men efter pausen kom vi stærkt igen, og efter at Elvin Mehicic havde ramt træværket, fandt han vej til netmaskerne efter en times spil på et fint indlæg fra venstre back, Sebastian Christensen.
I 88. minut var det Jamil El-Rranis tur til at slå et godt oplæg fra venstre side, som Teo Reeh omsatte til københavnsk 2-1-føring.
Brøndby udlignede kort efter til 2-2 på et straffespark, men det ødelægger ikke indtrykket af en udmærket træningskamp, som gav det udbytte, som Sune Holmgren og trænerstaben havde forventet.
Næste weekend venter en tur til hollandske Brusichem (lidt syd for Utrecht) for at deltage i RondOm BZS Youth Trophy, hvor U17 i den indledende gruppe møder Slavia Prag, AZ Alkmaar og BZS. De øvrige deltagere er PSV, Dortmund, Genk og Utrecht.
Herefter står den på sæsonpremiere i U17-ligaen lørdag den 24. august ude mod AGF.
U19
U19 spiller den kommende weekend Otten Innovation Cup hos PSV Campus i hollandske Eindhoven (og altså ikke den netop afsluttede weekend, som vi fejlagtigt skrev forleden), hvor de i indledende gruppe spiller:
Fr. 16.8, 17.00 mod Jeonbuk Hyundai Motors FC
Lø. 17.8, 11.30 mod Benfica
Lø 17.8, 17.30 mod FC Utrecht
De øvrige deltagere er PSV, Anderlecht, Red Bull Bragantino, Atlético Madrid, Manchester United, Benfica og PSG. Alle indleder med tre kampe, der tæller i en samlet “Swiss Model-tabel”, og søndag er der placeringskampe.
>> Følg kampene på turneringens liveblog
Sidste år blev U19 nummer tre i turneringen (med bl.a. Victor Froholdt, Amin Chiakha og Thomas Jørgensen på holdet), efter at de var meget tætte på at nå finalen - læs mere om finalekampene her.
U15 OG U14 I TYSKLAND
U15 og U14 var i weekenden i Tyskland og spillede lørdag mod Borussia Mönchengladbach, PSV og Standard Liege, og søndag gik turen til Dortmund, hvor de også spillede en kamp.
U15 indleder ligaen på lørdag den 17. august, kl. 12 mod Lyngby hjemme på KB's kunstbane 9, mens U14 først begynder turneringen lørdag den 31. august.
B1903 OG KB
Vores moderklubbers bedste seniorer spiller denne sæson begge i Serie 1, P2, og 03'erne indleder ude mod Vanløse 2 på lørdag kl.16 i Vanløse Idrætspark, og KB indleder ude mod B1908 2 lørdag kl. 21.