U17-pokalfinale mod FC Nordsjælland

Ugen der gik (23/2021)

EKS-FCK'ERE PÅ FARTEN
Mens vi venter på de første tilgange udefra til vores førsteholdstrup, så prøver vi her at følge med i eks-FCK'eres klubskifter.

Frederik Ibsen skifter fra Kolding IF til Lyngby Boldklub på en 2-årig kontrakt. Den 24-årige keeper fortæller til Lyngbys hjemmeside, at han længe har haft henvendelser fra Lyngby, og at han er imponeret over den optimisme og positivisme, der er i klubben, hvor han skal slås med Frederik Schram om at blive førstevalg.

Mads Bidstrup bliver Premier League-spiller næste sæson, hvor Brentfords rykker den stærke midtbanespiller op i førsteholdstruppen. Mads skiftede i 2018 direkte fra vores U19-hold til RB Leipzig og nåede aldrig at få førsteholdsdebut hos os. I sommeren 2020 kom han til Brentford's B-hold.

Alexander Hjælmhof, som vi i januar år solgte til HIK, stopper i Hellerupklubben for i stedet at læse business på San Diego State University. Til bold.dk fortæller han, at siden han blev student sidste sommer har han savnet at have noget ved siden af fodbolden og derfor legede han med tanken om USA, hvor han nu har fået et scolarship.

"Fodbolden er derfor ikke længere førsteprioritet, men der er nogen muligheder, som skulle byde sig til, må jeg se på det til den tid. Først og fremmest tager jeg derover for at få mig en god uddannelse, men jeg vil selvfølgelig spille fodbold hver dag," siger han.

Alexander Hjælmhof
Alexander Hjælmhof. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Youssef Toutouh skal også videre, men det vides endnu ikke hvorhen. Han stopper nu i rumænske FC Botosani, hvortil han kom fra marokkanske FAR Rabat i oktober 2020 og er noteret for 14 kampe.

Roland Nilsson overtog trænerjobbet IFK Göteborg lige før vi mødte dem i efteråret, men er nu blevet afskediget et år før kontraktudløb, og klubben ser sig om efter en ny træner.

 

U19-SEJR I HADERSLEV
Den seneste weekend var U19 ikke i kamp, men forrige lørdag vandt de en sikker 5-2-sejr over SønderjyskE efter en 3-0-føring efter 25 minutter og 5-0 efter en god times spil. Sønderjyderne indledte med et selvmål, og siden scorede Ali Almosawe tre gange og Rasmus Højlund en enkelt.

Ali Almosawe
Tre-målsskytten Ali Almosawe. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


På lørdag kl. 12 tager U19 imod Brøndby på hjemmebane.


OP OG NED FOR U17 I MAJ
Maj bød på mange kampe for vores unge U17-hold, og det var resultatmæssigt op og ned:
1.5 u 2-3 FCM (Jeppe Corfitzen 2)
8.5 h 5-1 AGF (Orri Oskarsson, Emil Højlund, Emil Rohd, Silas Andersen, Noah Nartey)
15.5 h 3-4 OB (Noah Sahsah, Emil Højlund, Silas Andersen)
19.5 h 5-0 Vejle (Orri Oskarsson 2, Noah Sahsah, Roony Bardghji, Silas Andersen)
22.5 u 8-1 Lyngby (Orri Oskarsson 4, William Clem, Emil Højlund, Noah Sahsah, Jeppe Corfitzen)
26.5 u 2-6 OB (Orri Oskarsson, Emil Højlund)
29.5 u 1-1 SønderjyskE (Orri Oskarsson)

Inden de tre sidste runder (hjemme mod FCN på lørdag kl. 14, ude mod Silkeborg den 19.6 og hjemme mod brøndby den 26.6) er holdet stadig nr. 1, men FCM har tre kampe færre og kan gå forbi, så det tegner til et spændende kapløb om mesterskabet:
1. FCK 23 k 55 p. (målscore +56)
2. Brøndby 23 k 50 p. (målscore +53)
3. FCM 20 k 49 p. (målscore +26)

Gustav Dupont Lindén
Keeper Gustav Dupont Lindén og holdkammeraterne har haft nok at se til i maj. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


BITTERT NEDERLAG I U17-POKALFINALEN
På lørdag gælder det altså FC Nordsjælland, og her har vi revanche til gode efter et bittert nederlag i pokalfinalen i sidste uge.

U17 var uden de tre U16-landsholdsspillere Aksel Halsgaard, Noah Sahsah og Emil Højlund, og desuden var Orri Óscarsson med det islandske U19-landshold. Alligevel førte vi fortjent med 2-0 efter to fantastiske solomål af Roony Bardghji og Noah Nartey i det 22. og 28. minut, og kort efter bankede Jeppe Corfitzen bolden på overliggeren. Under en københavnsk 10 minutters udvisning for gult kort reducerede FCN dog i halvlegens sidste minut.

2. halvleg blev en rodet og uskøn affære, som blev indledt med en FCN-udvisning i 10 min. Roony Bardghji, måtte udgå med krampe, og allerede før pausen var vores anden angriber, Emil Rohd, udgået med en skade og misser resten af sæsonen.

Emil Rohd
Uheldige Emil Rohd udgik med en skade midt i 1. halvleg. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


FCN var tæt på udligning, da de lobbede over tomt mål, men blev herefter ramt af en ny 10 minutters udvisning. Men inden for de næste minutter fik vi selv to mand smidt ud i 10 minutter, så vi måtte kæmpe 9 mod 10. Bedst som de blev overstået uden scoringer, fik FCN alligevel udlignet i det 87. minut, og derfor skulle det hele afgøres på straffespark.

Hvert hold scorede på deres første fem, men herefter brændt vi vores sjette, og nordsjællænderne kunne løfte trofæet ude i Sundby Idrætspark.

U17-pokalfinale
Noah Nartey tiljubles af Jeppe Corfitzen og Roony Bardghji. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

 

B1903 TÆT PÅ OPRYKNING TIL DS
Fredag aften bliver det afgjort, om B1903 eller Skjold vinder Københavnsseriens oprykningsspil og tager den direkte billet til Danmarksserien, mens det andet hold stadig har chancen i kvalifikations-playoff.

B1903 og Skjold mødes fredag kl. 19 på Østerbro Stadion, og det har længe lignet en "finale" - hvilket det også stadig er, men 03'erne fik en håndsrækning fra Vigerslev Boldklub, da de slog Skjold 4-2. Nu har 03'erne nemlig både et forspring i tabellen på tre point, og en målscore, der er 10 mål bedre end Skjolds.

03'erne var dog også tæt på at smide værdifulde point i deres seneste opgør i Hvidovre, men et straffespark af Søren Bech Jensen sikrede en 2-1-sejr fem minutter før tid. Han bragte også 03'erne foran før pausen, hvorefter hjemmeholdet udlignede.
 

KB MÅ NED
Efter et 1-4-nederlag til PI Fodbold må KB derimod forlade Københavnsserien af bagdøren, for med to runder igen kan de ikke nå at redde sig op over stregen. Philip Burlin stod for den enlige træffer.

Fredag aften spiller KB i øvrigt et langt udspark fra Østerbro Stadion, når de møder HB kl. 18.00 på kunstgræsbanen i Fælledparken.
 

OLDBOYS TABTE TERRÆN
Efter otte runder er oldboys nu fem point fra topholdene, efter at de tabte hele 1-5 til Hvidovre forrige uge. Der måtte endda et straffespark til at passere Kim Christensen i Hvidovre-målet, og det blev sat ind af Thorkild Nielsen.

Nogle dage senere besejrede de gamle drenge dog Tuse IF 4-0 på mål af Martin Vingaard, Thorkild Nielsen, Lasse Dahl og Adam Geertsen. Torsdag aften i denne uge går turen til Tårnby, og på mandag gælder det AB hjemme på KB's kunstgræsbaner.