U17/U19: To nederlag i sidste spillerunde

U17/U19: To nederlag i sidste spillerunde

U17- og U19-holdet skulle begge møde FC Midtjylland i sidste spillerunde, og om end U17-holdet med et 1-0-nederlag klarede sig lidt bedre end U19-holdet, der tabte 3-0, så var pointudbyttet jo det samme, og for dagens modstander, så var de to sejre med til at sikre midtjyderne guldet både hos juniorerne og hos ynglingene.

 

Af Jan Eliassen

I dagens første dyst skulle FCK U17 møde FC Midtjylland – der dog allerede havde sikret sig det danske mesterskab. På trods af at kampen endte med at midtjyderne vandt med 1-0, så var det nu alligevel en godkendt kamp – hvis man altså så den med talentudviklingens briller på.

 

I første halvleg var FC Midtjylland bedst, og de fik da også scoret kampens enlige mål efter omkring 20 minutter. I anden halvleg var FCK U17 godt med – måske endda bedst – og var også tæt på udligningen da de kort før tid ramte overliggeren.

 

U17-træner Jonnie Larsen sagde efter kampen:

 

- Når man ikke scorer er det jo svært at vinde, og det er jo forskellen i dag. De scorer på deres chance – og det gør vi ikke. FC Midtjylland havde jo vundet titlen inden kampen, så selvom begge hold prøvede at skabe en god kamp, så lykkes det ikke rigtig – kampen mangler nerve. Men godkendt indsats, og vi slutter sæsonen på en 4. plads, mens vi så kan lade FCM fejre et fortjent mesterskab.

 

FC Midtjyllands U19-sejr gav dem mesterskabet

For midtjyderne var opgaven klar inden dagens U19-kamp. Sejr, og de ville være sikre på at blive mestre, på grund af en målscore der er meget bedre end Brøndbys – mens et pointtab ville give Brøndby chancen for at vinde mesterskabet.

 

Og FC Midtjylland ville være mestre. De kom i hvert fald ud til første halvleg i et rent stormløb, og selvom FCK U19 momentvis spillede godt, primært offensivt – selv om de store chancer udeblev, så var midtjyderne effektive, og straffede benhårdt FCK for de taktiske eller personlige fejl der blev lavet – og derfor førte FC Midtjylland 3-0 ved pausen.

 

I anden halvleg var der dømt ”automatpilot” for FC Midtjylland, men det lykkedes for FCK at redde lidt af æren, da U19-holdet spillede til nul i anden halvleg, og dermed fik lukket sæsonen fornuftigt af.

 

Brian Riemer, U19-træner, havde disse kommentarer til FCK.DK efter kampen:

 

- Der var tydelig forskel i dag, men nu spillede FC Midtjylland jo også med om mesterskabet. De stillede med en stjerneparade af talenter, hvor FCK U19 var et meget ungt hold. FCM var bedre, og det kunne ses både på spillet, men også på resultatet.

 

- På flere punkter er det en fornuftig dag, selvom vi jo taber med 3-0. Der var mange positive momenter, men vi får alligevel en lille lektion i, hvor School of Excellence skulle være på vej hen når projektet er blevet lidt mere modent. Alt i alt har det været et fint forår, 17 point i 10 kampe, så er jeg tilfreds. Men nu har vi sommerferie, og efter sommeren starter vi så på en frisk – og så får vi se, hvilken vej vi kan få vinden til at blæse, sluttede Brian Riemer at sige.

 

>>>>> U17-holdets sider på FCK.DK   

 

>>>>> U19-holdets sider på FCK.DK