U17-cheftræner Sune Holmgren

U17-cheftræner Sune Holmgren: Vilkårene ændrer sig, men ambitionen er den samme

F.C. Københavns nye U17-cheftræner, Sune Holmgren, er et velkendt ansigt i klubben med lang erfaring i talentmiljøet, og sammen med mange andre har han en stor andel i vores succes med at udvikle, anvende og sælge særdeles talentfulde fodboldspillere.

”Hej Victor!” lød det pludselig fra Sune, da vi forleden gik og småsnakkede på vej forbi træningsbanerne, hvor der var fuld gang i FCK Camp.

Han fik lige øje på Victor Kristiansen, der kiggede forbi på en fridag efter landskampen mod Færøerne, og i øvrigt er Victors lillebror en af de mange dygtige børnefodboldtrænere, der lærer fra sig til de unge håbefulde drenge og piger på Campen.

Trænerrokade i Talentafdelingen
Sune Holmgren fik U17-cheftrænerjobbet fra årsskiftet som led i en trænerrokade, hvor den hidtidige U17-cheftræner, Martin Vingaard, blev Player Development Coach på U19 i stedet for Morten Bisgaard, som overtog U19-cheftrænerjobbet fra Alfred Johansson.

Sune var indtil da Player Development Coach på U17, og det job har Emil Fredslund overtaget. Dermed kom Sune et skridt længere frem i det rampelys, som i stigende grad rettes mod Talentafdelingens ældste årgange, og vi indledte derfor vores interview med at bede ham om kort at opridse sin FCK-baggrund.

11 års FCK-erfaring
”Jeg er i gang med mit 11. år i klubben, som jeg lige kan regne mig frem til,” fortæller Sune, da vi har slået os ned omkring et bord i Talentafdelingen på en dejlig solskins-eftermiddag.

”Jeg begyndte som cheftræner for U10, og min første årgang var årgang 2004 med spillere som William Clem og Emil Møller, og så fik jeg 05’erne bagefter med blandt andet Noah Sahsah og Adam Daghim, og Noah Nartey kom også til”.

”Jeg havde et par sæsoner på U10, og fem år på U12 og U13, inden jeg i sommeren 2020 blev fuldtids som U14-cheftræner. Der var jeg to år til sommeren 2022, hvor jeg blev assistent på U17. Det første halve år for Alfred, og siden et år for Vingaard, indtil jeg så altså nu selv er U17-cheftræner. Så U11 og U15 er de eneste hold, jeg ikke har været på,” opsummerer Sune sin hidtidige karriere.

En karriere, som føjer sig fint ind i Talentafdelingens strategi om ikke kun at uddanne fremtidens professionelle fodboldspillere, men også at uddanne og udvikle på træner- og stabssiden og dermed sikre kontinuitet i karrierevejene.

U17-cheftræner Sune Holmgren
Sune Holmgren har været ca. 11 år i Talentafdelingen. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


Transitionen sker tidligere
”Jeg tror da, at en af grundene til, at jeg er blev ansat, er at alle er rolige omkring, hvad der foregår. Alle tror på, at den måde vi træner på hver dag er den rigtige, og metodikken er den samme, og spillestilen er også den samme,” fortæller Sune.

”Men vilkårene har ændret sig de senere år, fordi transitionen sker tidligere og tidligere, og heldigvis for det. Så selv om vi bestemt ikke er blevet mindre ambitiøse, så har vi bare et andet udgangspunkt, end vi måske havde for et par år siden.”

”Altså transitionen i forhold til, at flere og flere spillere rykker hurtigere op i systemet?”

”Ja, vi har jo haft stor succes de senere år med at rykke mange unge op i førsteholdstruppen, og de kommer også på et tidligere tidspunkt, end man gjorde før. Det er superfedt, men det smitter jo af ned gennem ungdomsholdene, så U19 må også tage spillere tidligere op fra U17 og så videre. Så det hele bliver lidt forskudt rent aldersmæssigt.”

Ambitionen og strategien er den samme
”Vores strategi og ambition er den samme, og udtrykket skal også gerne være det samme, men vi skal bare gøre det hele fra et lidt tidligere udgangspunkt. Det er den præmis, som vi skal prøve at lykkes med nu, men som ikke var der for bare to år siden. Bare for at tage et eksempel, så har vi lige været til Algarve Cup i Portugal, og det er altså kun et år siden, at vi havde Victor Froholdt med i den turnering.”

”Og et år senere starter han inde i en Champions League 1/8-finale…”

”Ja, og der er heldigvis flere eksempler på, at de unge hurtigere ryger videre. Det betyder dog, at vi lige nu på U17 har et lidt yngre og mere uprøvet hold, som kan blive trykket i perioder i kampene, og i nogle af de momenter hvor vi skal være afgørende i felterne, der vil de nok være lidt mindre afgørende, indtil de tilpasser sig niveauet.”

”Men det er bestemt ikke, fordi talentniveauet er blevet mindre, det er som sagt bare lidt forskudt i alder. Vi spiller f.eks. nu med Rayan Bardghji på U17, selv om han stadig er U15-årgang, mens en spiller som Amin Chiakha aldrig spillede U17, da han var U15-spiller, det er vist kun Oliver Højer, der har gjort det. Det er et stort spring fra U15 til U17, og især når vi møder hold med mange andet-års U17-spillere.”

”Så det er nogle af de udfordringer, vi arbejder med, og vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at de tilpasser sig hurtigere.”

Rayan Bardghji
15-årige Rayan Bardghji i U17-aktion. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


U17's pre-season
”Hvordan er jeres pre-season gået, ud over den tur til Portugal, som du omtalte? I har jo også haft flere oppe og træne med U19 ud over de, der er rykket fast op i vinterpausen?”

”Ja, Jonathan Moalem, Hunor Vajk Németh, Roberto Risnæs og David Katlego er rykket op på U19 i vinterpausen, og desuden har Frederik Petersen, Christoffer Daluiso og Graham Ankamafio trænet med, og Graham var også med på turen til Marokko og også med U17-landsholdet, ligesom flere af de andre.”

”Men det er ikke usædvanligt, at vi rykker spillere op både i sommer- og vinterpausen, det generelle billede er som sagt bare, at det sker hurtigere end for nogle år siden. Det var i øvrigt også derfor, at vi denne gang valgte at deltage i U16-turneringen i Algarve Cup i Portugal og ikke U17-turneringen. Der havde vi så til gengæld en håndfuld U15-spillere med, som U15 så manglede til en turneringskamp, men derfor var det stærkt, at de alligevel slog AaB med 3-1.”

”Vores egne resultater i preseason har ikke været top-top, men der været rigtigt gode perioder med gode præstationer. Vi har dog ikke endnu sat 80-90 minutters rigtig god fodbold sammen, så lige nu arbejder vi stenhårdt på, at de nye unge spillere skal blive dygtige nok hurtigt nok.”

”Og så er det jo i øvrigt altid bare sådan på U17-årgangene, at der sker meget i drengenes liv lige i de år, hvor vi f.eks. har førsteårs U17, der går i 9. klasse, og andetårs U17, der er startet på HF. Så ud over, at de skal modnes hurtigere som fodboldspillere, så sker der også en masse uden for banen, som de skal forholde sig til.”

Johan Fagersted
Johan Fagersted åbnede scoringen i onsdagens 2-2-testkamp mod AB. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


Og I har allerede taget hul på forårssæsonen i U17-ligaen?

”Ja, vi indledte i starten af marts med en rigtig god kamp ude mod topholdet fra OB, hvor vi førte indtil de sidste ti minutter, men tabte til sidst. Det kan godt være et udtryk for den manglende erfaring og rutine, som jeg har talt om, men det må altså ikke lyde som undskyldninger, for det absolut ikke derfor jeg nævner det her med aldersforskydningen. Det er bare for at give et billede af, hvad det er vi arbejder meget med i øjeblikket.”

”Vi arbejder seriøst og ambitiøst med tingene og på samme måde som vi har gjort hele tiden, men der er nogle ting både i forsvars- og angrebsspillet, som det tager lidt tid at indarbejde. Og oven i, at vi har et ungt hold, så betyder det selvfølgelig også noget, at vi på grund af skader må undvære et par af de mere erfarne, Tristan Panduro og Oskar Fenger, i en længere periode."

"Men vi glæder os til foråret, og det er jo stort for alle dem, der skal med til slutrunderne. U19-EM er først i juli, men U17-EM er allerede i midten af maj (18. maj til 5. juni, red.), så der bliver tre ugers pause i U17-ligaen, inden de sidste kampe kan spilles i juni," slutter Sune Holmgren.

Abdul Daramy
Abdul Daramy kom også på tavlen i 2-2-testen mod AB. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media