- Vi står med en meget stærk trup

Trupstatus

F.C. København skal i den kommende sæson som bekendt forsvare såvel det danske mesterskab som pokaltitel samt endnu engang forsøge at slå sig igennem til et europæisk gruppespil. Med kun kort tid til at træningsforberedelserne til sæsonen 2009/2010 skydes i gang, gør sportsdirektør Carsten V. Jensen en foreløbig status over F.C. Københavns SAS Ligatrup. 

 

- Efter en del udskiftninger i truppen i de seneste transfervinduer vil vi før den nye sæson lægge mange kræfter i at holde den aktuelle trup samlet. Vi har med resultaterne i det forgangne år vist at vi råder over den måske bedste og bredeste trup nogensinde i F.C. Københavns historie. Det er jo et fint udgangspunkt før en ny sæson hvor nye store udfordringer venter, siger Carsten V. Jensen.

 

Der vil imidlertid være ændringer i truppens sammensætning. Mens Niclas Jensen har forlænget kontrakten året ud, er der således sagt farvel til Jacob Neestrup, mens det gælder for de tre udlejede spillere: Junior, Rasmus Würtz og Nathan Coe, at deres respektive lejeophold ophører og sidst men ikke mindst at klubben har valgt at lade unge Saban Özdogan og Thomas Delaney få fast ophold i førsteholdstruppen.

 

- Junior har gjort et godt job for F.C. København og scoret sine mål. Vi har forståelse for Juniors ønske om fast spilletid og er enige med Junior om at vi skal finde en ny klub til ham i sommerpausen, fortsætter CV.

 

Nathan Coe havde status som tredjemålmand, og blev udlejet til den svenske oprykker Örgryte, hvor han fik fast spilletid indtil han blev skadet. Nathan Coes nuværende situation er lidt kompliceret efter han har fået en håndskade, men han har kontrakt frem til vinteren og klubben vil kigge på hans situation henover sommeren.

 

 - Rasmus Würtz havde godt ved at tage et halvt år i Vejle. Vi har fulgt ham tæt og vi er glade for at se at han er tilbage på det niveau han havde før han blev hentet til København i sommeren 2007. Vi glæder os til at se Rasmus tilbage, når vi starter træningen igen den 22. juni, siger sportsdirektøren og fortsætter:

 

- Og så er det glædeligt at vi igen kan supplere truppen med spillere der er udviklet i klubbens ungdomsafdeling. Både Saban Özdogan og Thomas Delaney har gennem træning og kamp vist at de har potentialet til at etablere sig som SAS Ligaspillere, slutter Carsten V. Jensen.

 

>>> Du kan se truppen i sin helhed her