Tredje sejr i træk med clean sheet

Tredje sejr i træk med clean sheet

Vindblæst, regnfuldt - og chancefattigt
Det var løvernes første Superliga-optræden i Slagelse efter tidligere at have vundet  tre pokalkampe. Den seneste var for blot 2 et halvt år siden, og fra dagens start-11’er var det kun TK, som også startede inde dengang. Han kunne i dag fejre sin 31 års-fødselsdag, men det blev uden det anførerbind, han har båret i de seneste Superliga-kampe, idet både Lars Jacobsen og Thomas Delaney startede inde i dag.

Det blev en meget chancefattig 1. halvleg på en vindblæst og regnfuld Harboe Arena, hvor langt det meste af spillet kom til at foregå mellem de to felter – og for det meste med københavnerne på bolden. Kombinationerne flød udmærket, men ca. halvvejs oppe på FCV’s banehalvdel mødte man en rød mur, som ikke lige var sådan at løbe om hjørner med. Men det er næppe kommet bag på Ståle og trænerteamet, for FC Vestsjælland spiller som de nu engang gør, også selv om det ikke har bragt dem nogen sejre i de seneste seks hjemmekampe.

Derfor var det heller ikke nogen dårlig ide, da Vetokele efter en halv snes minutter tog chancen fra distancen, og skuddet var heller ikke dårligt, men Thomas Mikkelsen fik alligevel slået bolden til hjørne. Hjemmeholdets bedste – og eneste – deciderede chance før pausen faldt efter et kvarter, da Henrik Madsen trak sig fri på kanten af feltet og afsluttede fladt, men lige på Johan Wiland, der holdt den sikkert.

Lidt efter var Rasmus Festersen dog også ved at slippe fri i højre side, men han kiksede sin tværpasning til Marc Dal Hende. Ellers var vestsjællænderne sjældne gæster i løvernes felt, men man kan heller ikke sige, at københavnerne kom frem til ret meget i den anden ende, men man havde godt greb om kampen og forsøgte tålmodigt at finde hullerne i den vestsjællandske defensiv, der mest lignede en 3-6-1-formation.

Cornelius var på (11 meter)pletten
Først mod slutningen af halvlegen kom hjemmeholdet frem og fastholdt bolden på FCK’s banehalvdel i nogle minutter, men det skulle vise sig at give plads til en sjælden københavnske kontra i den anden ende. Cornelius tacklede bolden fra Bertolt på midten af banen, og af sted strøg Gíslason med kurs mod feltet, og her blev han tacklet omkuld af Michael Christensen, hvilket dommeren Dennis Mogensen takserede til straffe.

Ikke verdens største, som Jeres udsendte så det fra bageste række fra tribunen, men her havde den skrivende presse også mest travlt med at holde computerne tørre under de kaskader af regn, som blæsten kastede ind over alt og alle…

Andreas Cornelius sig af den gyldne mulighed fra 11 meter-pletten, og han sparkede bolden hårdt og fladt ind under Thomas Mikkelsen til københavnsk føring.

Efter pausen kom hjemmeholdet lidt længere frem på banen i starten, men den første chance tilfaldt dog Vetokele, der efter 4-5 minutters spil trak sig fri i feltet og afsluttede, men en forsvarer fik foden på og afværgede til hjørne. I det hele taget kom vestsjællænderne ikke frem til noget særligt mod et koncentreret og fejlfrit FCK-forsvar, der trods de vanskelige betingelser stod godt og solidt.

Samme kampbillede som før pausen
Og stille og roligt fik gæsterne greb om kampen igen, og kampbilledet begyndte at ligne 1. halvlegs, hvor man i lange perioder kørte bolden tålmodigt rundt i rækkerne og tvang hjemmeholdet til at løbe meget forgæves.

Midt i halvlegen kom Braaten og Amankwaa ind for Gíslason og Vetokele, og man forlod den hidtidige midtbane-diamant og spillede mere fladt 4-4-2 med Braaten og Corner oppe foran, og Amankwaa og Delaney på kanterne. Sidstnævnte trak et par gule kort på Bertolt og Lasse Nielsen, da der manglede 10-15 minutter, men nogen hårdt spillet kamp var der aldrig tale om, og den sjaskvåde bane må tage sin del af skylden for, at nogle af tacklingerne så lidt voldsomme ud.

FCV fik én kæmpe chance - og brændte den
Otte minutter før tid blev FCV-anføreren Henrik Madsen blev spillet godt fri i dybden bag forsvarskæden, men mens man sad og spejdede forgæves efter liniedommerens flag, snublede han idet han skulle tæmme bolden. I den anden ende fik Cornelius en god skudmulighed midt for mål efter et Bengtsson-pasning fra baglinjen, men sendte bolden over mål, og det trak mere og mere op til en 1-0-sejr.

Men… få minutter før tid slap indskiftede Thiago fuldstændig alene igennem, og han havde egentlig masser af tid, men Wiland gik resolut ud i feltet og pressede ham, så han tog et træk til venstre, og så mistede han skudmuligheden. I stedet fik Søren Berg muligheden, men hamrede kuglen langt over mål, og løverne slap med skrækken. Det var nærmest vestsjællændernes eneste chance i hele 2. halvleg, og trods 4 minutters tillægstid – som ifølge stadionspeakeren var sponseret af SEAS NVE – blev det ikke til mere.

Dermed tog mestrene sin tredje sejr i træk - endda med clean sheet - mens vestsjællænderne fortsat hænger fast i den stenhårde kamp nede omkring nedrykningsstregen. 4.456 tilskuere så på, heriblandt et stort antal medrejsende FCK-fans, der som sædvanlig ydede en konstant og uvurderlig støtte gennem hele kampen.


Holdet: 21 Johan Wiland – 2 Lars Jacobsen (anf.), 4 Kris Stadsgaard, 15 Georg Margreitter, 3 Pierre Bengtsson – 16 Thomas Kristensen - 6 Claudemir (84.: 25 Christoffer Remmer), 8 Thomas Delaney - 19 Rurík Gíslason (68.: 22 Daniel Braaten) – 9 Igor Vetokele (68.: 32 Danny Amankwaa), 11 Andreas Cornelius


Ikke benyttet: 1 Kim Christensen, 12 Fanendo Adi, 30 Christian Bolaños, 34 Mads Aaquist