Træning, træning og træning

Træning, træning og træning

Onsdag formiddag bød på et intensivt træningspas for F.C. Københavns spillertrup, dog minus den skadede Ulrik Laursen samt Zdenek Pospech, der ud over en mindre belastningsskade også døjer med mellemørebetændelse.

 

Mens Laursen definitivt ikke bliver klar til fredagens placeringskamp mod OB, er der dog stadig håb om, at Pospech bliver klar. Ståle Solbakken har endnu ikke lagt sig fast på startformationen, men mon ikke vi kan forvente, at det i store træk bliver det hold, der også skal tage kampen op med Olympique Marseille næste torsdag.

 

De seneste sæsoner har løverne henlagt vinterforberedelserne til La Manga i det sydøstlige hjørne af den iberiske halvø, men denne gang foregår det i Marbella og omegn, der ligger helt nede på solkysten og kun en times kørsel fra Gibraltar på sydspidsen af det europæiske kontinent. Mens det ofte blæste en halv pelikan i La Manga, er vindforholdene mere rolige i Marbella, og det er også lidt varmere i vejret, selv om det efter årstiden ikke er helt så varmt, som det plejer på disse breddegrader.

 

I dag faldt der såmænd også en lille byge over træningsanlægget, hvor der efter den indledende opvarmning blev spillet otte mod otte på et lille område af banen, mens Ailton, Santin og N’Doye trænede afslutninger på Johan Wiland og Jesper Christiansen. Thobias Skovgaard fodrede dem med bolde, og Baard Wiggen agerede kropsstærk forsvarer, der hev og flåede lidt i angriberne, inden de trak sig fri til afslutning.

 

Herefter var der spil til to mål på halv bane, hvor ”de unge” spillede mod ”de ældre” – dog fik de unge hjælp af cheftræneren, og selv om det hjalp på gennemsnits-alderen, kunne det ikke forhindre et sviende nederlag på omkring 1-6. Men selv om ingen kan lide at tabe, handler det "kun" om træning, træning og atter træning, og allerede i eftermiddag står den på styrketræning inde i Marbella. Torsdag er der også et normalt træningspas, inden det er kampdag igen på fredag.

 

Chefscout Lars Højer er også i Marbella denne uge og afslørede, at han i næste uge skal videre til netop La Manga, hvor der løbende afvikles en række træningskampe for både ungdoms- og seniorhold. Højer kommer netop fra 10 dages ophold i Costa Rica i forbindelse med købet af Bryan Oviedo, så det er ikke meget familien får set til ham hjemme i Danmark i denne periode.

 

F.C. Københavns spillertrup rejser hjem på lørdag, og efter en fri-søndag tager man hul på de sidste forberedelser frem mod Marseille-kampen torsdag aften. Men først venter som sagt en placeringskamp mod OB på fredag kl. 17.00 – en kamp, der ligesom de øvrige Copa del Sol-kampe transmitteres live på Canal 9.

 

 

N'Doye lægger an til skud, mens brasilianerne ser til.

 

Foto: Lars Møller, Sportsagency.dk

 

 

 

Johan Wiland og Jesper Christiansen diskuterer et eller andet med målmandstræner Per Wind.

 

Foto: Lars Møller, Sportsagency.dk

 

 

 

Måske har de to klassemålmænd fået en ny konkurrent på posten?

 

Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

 

 

 

Chefscout Lars Højer konstaterer, at Jesper Grønkjær er godt kørende.

 

Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

 

 

 

 

 

Hjalte Nørregaard har fået sommerfrisure af Jesper Christiansen,
men flere af holdkammeraterne tøver dog med at følge anførerens eksempel...

 

Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK