Topholdet nægter stadig at tabe

Topholdet nægter stadig at tabe

Sölvi Ottesen var tilbage i startopstillingen for første gang siden han brækkede armen mod Brøndby den 19. september, og det var jo meget passende, at det skete mod hans tidligere klubkammerater i SønderjyskE, hvor han også fik sin debut for løverne i sæsonpremieren. Førnævnte Brøndby-kamp var i øvrigt den seneste Superliga-kamp, hvor Martin Vingaard startede på bænken, men her tog han også plads i dag, mens Bolaños og Grønkjær indtog hver sin midtbane-kant.

SønderjyskE måtte stryge Stryger af holdkortet på grund af karantæne og trak Johnny Thomsen ned som back i noget, der i hvert fald på papiret hed 4-3-3. Men i hovedparten af de første 45 minutter var det i praksis 4-5-1, eftersom gæsterne havde bolden ca. 2/3 af tiden og i lange perioder kørte bolden rundt på SønderjyskE’s banehalvdel i bestræbelserne på at finde huller i muren. Men det var og blev svært, for der manglede tempo og fantasi til at ryste hjemmeholdets defensiv, og de få chancer der bød sig gav ikke udbytte.

Bolaños fik en sådan efter få minutter, da han snuppede bolden fra en uopmærksom Sidorenkov og trykkede af fra spids vinkel, men Nathan Coe tog godt for sig. Det gjorde han, da N’Doye efter et kvarters tid fik en udmærket hovedstøds-mulighed efter et indlæg fra Grønkjær, men eks-FCK’eren fik afværget igen.

SønderjyskE havde enkelte kontra-muligheder, som de dog ikke tog særlig godt vare på, og det var en meget stille dag på kontoret for Johan Wiland – ikke mindst fordi Sölvi Ottesen havde rigtig godt fat i Kenneth Fabricius, der ikke fik mange ordentligt bolde at arbejde med.

Som kampen skred frem virkede det sværere og sværere for gæsterne, der dels smed alt for mange bolde og dels væk og fik sværere og sværere ved at komme til afslutninger. Hjemmeholdet spillede hårdt og kontakt i nærkampene, men Claus Bo holdt vanen tro en såkaldt international linje og lod det meste passere uden at fløjte. Til gengæld gav han SønderjyskE et noget tvivlsomt straffespark fem minutter før pausen, da Grønkjær nede i eget straffesparksfelt prøvede at brysttæmme et SønderjyskE-indkast, men Claus Bo mente, at han havde brugt armen.

Mens man lod tankerne vandre tilbage til Wilands udvisning i Herning sidste sæson, hvor han uden for feltet parerede en bold med skulderpartiet, så lagde Rasmus Hansen bolden til rette og sparkede den ind til venstre for Wiland.

En ærgerlig afslutning på en 1. halvleg, hvor gæsterne dog slet ikke havde holdt sit sædvanlige niveau og derfor måtte bruge pausen mere på at evaluere egne præstationer end dommerens. Men inden man nåede at se resultatet af anstrengelserne stod det 2-0… et indlæg fra venstre blev ikke clearet og endte hos den store Kucukovic, der vristede sig fri af Claudemir og tordnede bolden af sted fra spids vinkel, og via Wilands handsker strøg bolden via underkanten af overliggeren.

Så hvis ikke det var svært i forvejen… men heldigvis varede det ikke længe før N’Doye headede mestrene ind i kampen, da William Kvist tog et flot ryk på venstrekanten og slog et fornemt indlæg med venstrefoden, der ikke lod folk som Grønkjær, Wendt og Vingaard noget efter, og inde foran pandede senegaleseren den sikkert i netmaskerne.

Det var nu tydeligt, at ”evalueringen” i pausen var lykkedes, for der var helt anderledes fart og tempo over københavnernes spil, selv om hjemmeholdet stadig forsvarede sig med næb og klør, men ligesom i pokalkampen mod AC Horsens, tog man lidt for let på markeringerne nede bagved, og efter en times spil kunne Kenneth Fabricius for første og eneste gang i kampen smutte fra Sölvi og Anton, og alene med Wiland sparkede han bolden fladt ind til 3-1.

Så var man lige vidt, bortset fra at der nu ”kun” var en halv time tilbage af kampen, men igen slog gæsterne hurtigt til i den anden ende, da forsvaret ikke fik clearet et indlæg fra venstre, og så landede den for fødderne af Vingaard – der havde afløst Santin kort forinden – og han sparkede den fladt ind i det lange hjørne.

Så kan det ellers nok være, at de kun 4.377 tilskuere fik dramatik og spænding for alle pengene. N’Doye var tæt på med et hovedstød, og Vingaard havde et skruet skud, der strøg lige forbi Nathan Coe’s ene stolpe, og i det hele taget var det spil til ét mål i mestrenes indædt jagt på point. Det lugtede lidt af kompensationsstraffe, da Henrik Hansen afværgede et Grønkjær-skud med armen, men han holdt dem dog tæt til kroppen, og Claus Bo holdt fløjten fra munden.

Med et kvarter igen fik Bolaños en kæmpe-skudmulighed midt i feltet, men sparkede langt over mål, og kort efter var Vingaard igen nærgående med et forsøg, der var centimeter på den gale side af træværket. 10 minutter før tid kreerede Pospech en god skudchance til N’Doye, men Rasmus Hansen kastede sig desperat ned i fødderne på ham og fik generet ham så meget, at bolden ikke fik målretning.

Kunne SønderjyskE virkelig holde til dette mega-pres? Det føltes ikke sådan, men som minutterne og sekunderne tikkede væk - og Henrik Bødker heldigt styrede et Bolaños-indlæg lige forbi eget mål – begyndte tvivlen efterhånden at nage.

Men undskyld, kære spillere – undskyld! Man kunne jo have sagt sig selv, at dette hold simpelthen nægter at tabe, og det beviste de langt inde i Claus Bo Larsens overtid, da N'Doye udlignede efter fremragende forarbejde af Oscar Wendt. Han lavede en tunnel på Johnny Thomsen ude i venstre side og fandt senegaleseren, der fikst havde trukket sig fri af de 20-30 Sønderjyske-spillere, der så ud til at befolke staffesparksfeltet, og med en præcis inderside sendte han bolden fladt ind via den ene opstander til en forløsende og trods alt højfortjent udligning.

Man føler naturligvis med hjemmeholdet, der heroisk spillede sine chancer optimalt og var tæt på at blive de første, der fravristede mestrene alle 3 point. Men i modsætning til Lyngby for et par uger siden, så fik de dog det ene point ud af anstrengelserne!