Tom Høgli: Jeg bliver ikke fodboldtræner

- Nej tak, svarer Tom Høgli stilfærdigt. Jeg nøjes bare med denne her, siger han og løfter sin halvtomme vandflaske synliggørende, inden han sætter sig til rette i en stol på et kontor på stadion, hvor interviewet skal finde sted. 

Kort efter, lige inden første spørgsmål falder, banker det på døren. 

- Hej, siger en af de kvindelige medarbejdere, alt imens hun stille trisser ind på kontoret. Jeg har lige en kop kaffe til dig. Skal du have sukker eller mælk i? 

- Nej tak, svarer Tom Høgli høfligt. Jeg tager den uden noget, siger han, inden han tilføjer. 

- Man kan jo altid drikke en kop kaffe. 

For følgere af F.C. Københavns medier er det en relativt kendt sag, at den sympatiske nordmand har en veneration for den varme drik. Han er faktisk en kender. Derfor var det også en stor kurv med forskellige kaffetyper, han blev skænket af en gruppe af klubbens fans, kort efter en hård tackling i det første efterårsderby efterlod ham med brud på to ryghvirvler og som følge deraf en længere skadespause. 

Homofili og menneskerettigheder 

Men det er ikke kun kaffe, som er en vanlig del af nordmandens interessesfære. På det mere abstrakte plan har Tom Høgli nemlig også en glødende interesse for politiske og samfundsrelaterede spørgsmål. En interesse, han har ytret sig om gennem debatindlæg og i flere interviews. 

- Jeg synes, det er interessant at følge med i politik, og hvad der rører sig i samfundet. Og så har jeg i den forbindelse engageret mig i nogle sager. For som professionel fodboldspiller har du en mulighed for at blive hørt i flere typer spørgsmål, og det har jeg gjort brug af i for eksempelvis debatten om homofobi i fodboldverdenen og i spørgsmål om menneskerettigheder, fortæller Tom Høgli, der ikke ser det som sin pligt at ytre sig – men snarere som en mulighed, som han gerne gør brug af qua sin interesse for de respektive emner. 

- Jeg ved ikke, om jeg decideret føler et ansvar. Det er ikke sådan, at alle fodboldspillere skal gøre det. Det må være op til hver enkelt. Men jeg synes, det er interessant. Jeg synes, det er spændende. For mig er det det rigtige at gøre, siger han og tilføjer. 

- Hvis jeg kan bruge min lille position positivt, så gør jeg gerne det. Og det kan jeg jo nu, mens jeg spiller fodbold. Når jeg er færdig med det, er jeg jo glemt og ikke lige så aktuel. 

Selve interessen omkring de store samfundsmæssige emner blev vakt under lidt pudsige omstændigheder. Det var nemlig en krads influenza, som gjorde, at den ganske unge Tom Høgli tændte for tv’et og fulgte det, som mange jævnaldrende måske ville have zappet væk fra. 

- Det begyndte faktisk, da jeg var ti-tolv år gammel. Jeg var syg og lå derhjemme på sofaen, så jeg havde fri fra skole. Og i fjernsynet lå jeg og så en transmission fra Stortinget, og det, syntes jeg, var spændende at følge med i. Det var sådan min interesse for politik startede, mindes han og konstaterer. 

- Andre finder det interessant at læse om biler, indretning, eller andet. Jeg synes bare, at politik er interessant, fortæller Tom Høgli, hvis nysgerrighed forstærkedes i voksenlivet, da han blev en del af studiemiljøet. 

Læreruddannet 

- Jeg uddannede mig som lærer, da jeg spillede i Tromsø. Det var et andet miljø, end kun at snakke fodbold. Her kunne jeg tale om andre samfundsmæssige ting, som jeg også finder interessante – nemlig børn, som jeg har udtalt mig om tidligere, siger Tom Høgli og fortæller samtidig, hvilke aspekter omkring de yngste medborgere, der gør, at han føler sig kaldet til at bruge sin stemme. 

- Jeg ser jo gerne, at vores børn har lige muligheder. Lige betingelser. Jeg er jo vældig glad for fællesskabet – både i samfundet og inden for fodbolden. Jeg befinder mig godt som en del af et team. Og her mener jeg, at børn skal vokse op i trygge og gode fællesskaber med mulighed for at blive det, de har lyst til at blive. Det er vigtigt for mig, fortæller han klart og afviser ikke, at det er i arbejdet med børn og unge, at hans fremtid ligger.

- Jeg kan ikke forestille mig en politisk karriere. Men måske som en del af apparatet rundt om en politiker. Den tanke ligger mig ikke fjernt. Jeg synes dog også, det er interessant at følge børns udvikling og måske lære dem at regne og læse. Så jeg kan sagtens se et liv som lærer for mig, siger Tom Høgli, der ikke har en karriere som fodboldtræner i tankerne. 

Engagerede holdkammerater 

- Jeg bliver ikke fodboldtræner. Men jeg kan blive en lærer, som kan lære nogle af de ting fra mig, som jeg har oplevet i min tid som spiller. En træner skal jo gøre, at spillerne udvikler sig og nogle af de erfaringer og tanker kan jeg jo tage med mig. Men jeg bliver aldrig fodboldtræner på topniveau, fortæller Tom Høgli, der har fået god respons på sit samfundsengagement. 

- Tilbagemeldingerne har været gode. Folk anerkender, når man bekymrer sig om, hvad der rører sig. Der er sikkert mange, der er kritiske og mener noget andet, men sådan skal det jo være i et demokrati. Det er fint at kunne diskutere lidt, siger han og understreger samtidig, at han også har mange væsentlige dialoger i sin hverdag som fodboldspiller. 

- Jeg tror, at mange, som ikke sætter deres ben i en fodboldklub, ville blive svært overrasket over, at mange spillere rent faktisk har en interesse i at følge med i nyhederne og i samfundsmæssige spørgsmål. Og selvom mange ikke ytrer sig omkring det, så er der faktisk vældig, vældig mange spillere – også her i F.C. København – der er ret engageret i det, der sker uden for fodboldbanen. Så det er ikke noget nyt. Jeg tror, at folk kan have et lidt forkert indtryk af den typiske fodboldspiller. 

I morgen fortæller den norske forsvarsspiller lidt om mennesket bag fodboldspilleren - og om ligheder og forskelle på fodboldspilleren og personen Tom Høgli.