Til minde om Jørn Lundvang, der tegnede F.C. Københavns logo

Forleden dag blev vi gjort opmærksom på, at art director Jørn Lundvang gik bort den 23. april.

I dag, den 29. maj, ville han være fyldt 83 år, og vi vil gerne benytte anledningen til at mindes Jørn Lundvang, som i 1992 tegnede F.C. Københavns logo.

Jørn Lundvang var født og opvokset i Fredericia, og efter en periode som FN-soldat flyttede han til København for at gå på Kunsthåndværkerskolen. Han arbejdede nogle år som reklametegner, bl.a. på bureauet Ted Bates, inden han var med til at stifte reklamebureauet Independence House i København.

Jørn Lundvang


Sådan blev logoet til
KB’s fodboldformand, Keld Jørgensen, var tæt involveret i samarbejdet med B1903 om at etablere F.C. København, og Keld fik ideen til logoet, som Jørn Lundvang herefter rentegnede.

”F.C. København blev præsenteret i efteråret 1991, og en af mange forberedelser frem mod den 1. juli 1992 bestod i, at den nye klub skulle have et logo,” fortæller Keld Jørgensen.

”Arbejdsgruppen med repræsentanter fra KB og B1903 havde fået forskellige forslag fra bureauer, som man ikke vurderede som egnede, og i stedet fik jeg til at opgave at komme med et forslag ud fra kriterier, som gruppen opstillede.”

”Arbejdsgruppen godkendte min skitse, og herefter tog jeg fat i Jørn Lundvang og bad ham om at lave en rentegning. Jeg kendte Jørn fra hans arbejde som frivillig leder i KB’s ungdomsafdeling, og han var også et stort aktiv i det sponsorudvalg, som jeg dengang var formand for, og vi havde også før brugt ham til grafiske opgaver i klubben.”

”Jørns reklamebureau, Independence House, havde lokaler inde i Palægade (mellem Bredgade og Store Kongensgade, red.), så dér fik vores logo sin endelige udformning,” siger Keld Jørgensen.

Sådan skrev vi i 1992

I et af F.C. Københavns første kampprogrammer fra efteråret 1992 beskrev vi løvens og logoets historie således:

”Logo’et for F.C. København har vakt opmærksomhed vidt omkring. På grund af sit utraditionelle udseende – og så med en løve. Hvorfor nu det?

I sig selv er det ikke nyt at bruge et dyr som symbol. Mange engelske fodboldklubber har det. Selvom de første engelske fodboldklubber havde deres respektive byers våbenskjold som symbol. Men efterhånden som der blev flere klubber – også i samme by – opstod behovet for at differentiere sig og skabe en selvstændig klub identifikation. Så det blev almindeligt at anvende dyr i klubmærkerne. Wolverhampton blev naturligvis til ”The Wolves” – ulvene med en ulv i logo’et.

Herhjemme har vi ikke haft samme tradition. Vi kender selvfølgelig Brønshøj som ”hvepsene”, men det blev skabt i folkemunde som følge af de sort/gule striber.

I F.C. København nedsatte man et udvalg som efter at have set på mange indsendte forslag, opsatte følgende kriterier for det nye storholds identifikationsmærke:

Skulle signalere.

1)    København
2)    Danmark
3)    Storklub
4)    Være let at forstå og gengive – også for udlændinge i skrift og tale
5)    Gi’ mulighed for at tilhængere lettere kunne samles om det
6)    Måtte ikke ha’ dominans af den ene af de 2 klubber

København er vort danske navn. Udlandet er vant til at oversætte til Copenhagen. Dannebrogsflaget giver sig selv, og F.C. betegnelsen er den første i dansk topfodbold, et klart signal om det niveau, man ønsker at befinde sig på.

Løven er karakteristisk og et traditionelt symbol på styrke og ædel byrd. At der dermed er skabt mulighed for et andet navn, som københavnerne kan bruge som identifikation af deres hold som ”de blå løver”, ”løverne” eller ”de hvide løver” er en følgevirkning, som er direkte ønskelig.

Både KB og B1903’s mærke er rundt, så denne universelle form er bibeholdt. Mange savner måske både KB og B1903’s farver og særpræg, men bortset fra det meget hvide og den blå tillægsfarve, som den også ses i spilledragtens design, så er der skabt en absolut selvstændig holdidentifikation ud af denne historisk set fantastiske konstellation, som de to fædre KB og B1903 har skabt.

Logoet er et resultat af et udvalg bestående af lige antal KB’ere og B1903’ere fra bestyrelsen. Keld Jørgensen blev valgt som formand og udformningen står tegner Jørn Lundvang for."