Jess Thorup

Thorup: Meget tilfreds med både resultat og præstation

"Jeg synes, vi spiller en fremragende kamp. Vi er altdominerende i dag, og AaB truer os kun lidt på standardsituationer," sagde Jess Thorup efter 3-1-sejren i Aalborg.

"Vi er selvfølgelig aldrig tilfredse med kun at ligge nr. 2, men det afgørende er i sidste ende, hvor vi ligger til maj, når turneringen er slut. Med vores sejr i dag vil afstanden til Midtjylland højst være fire point, og det giver mig store forhåbninger til foråret."

"Når jeg ser, hvor stærkt vi har stået imod det, som vi har været igennem i efteråret med skader og så videre, så er jeg faktisk stolt over det, vi har nået, når man også ser på vores flotte præstationer i Europa."

Er i fuld kontrol
"Først og fremmest er jeg tilfreds med resultatet i dag, for det er det, vi bliver målt på, men jeg er lige så tilfreds med præstationen. Vi vidste, at det kunne blive svært heroppe, hvor det plejer at være tætte kampe, og AaB har også haft et fint efterår."

"Men vi tager kontrollen fra start, ser rigtig gode ud og dominerer spillet, scorer tre flotte mål og holder dem mere eller mindre fra chancer. De lægger pres på med deres standardsituationer, men det var vi forberedt på, og jeg synes, vi stod virkelig godt imod."

Vi har mange dygtige unge
"Og så er det dejligt at se, hvordan de unge igen går uimponeret ind og dominerer kampen og spiller afgørende roller. Roonys præstation er jo helt fremragende, han sætter nærmest ikke en fod forkert i dag og viser i så mange faser af spillet, at han har en afgørende x-faktor. Han skaber 3-4 chancer og scorer selv et fantastisk mål, så det er virkelig imponerende at se, at han omsætter sit store talent til kloge beslutninger og handlinger på banen."

"Men man må ikke glemme en spiller som William Bøving, som har været stærk i de seneste kampe og igen i dag leverer en rigtig stærk præstation og også selv kommer på tavlen."

"Vi har så mange gode og værdifulde talenter, men i hverdagen gælder det bare om at holde fokus på den daglige træning og den næste kamp og ikke lade sig påvirke for meget af al virakken. Men de har heldigvis fået en rigtig god uddannelse i Talentafdelingen, så de er godt rustet til også at begå sig på det her niveau," sluttede Thorup.