Jubel efter scoring

Thorup: Glad og stolt over den tredje Derby-sejr i træk

”Vi ved, hvor meget de her kampe betyder for alle, der elsker FCK, så jeg er både glad og stolt over at kunne stå her efter den tredje Derby-sejr i træk,” sagde Jess Thorup efter at have ført sit mandskab til en 4-2-sejr over Brøndby.

”Og så i den her fantastiske kulisse! Jeg fik gåsehud allerede før kampen, da jeg så billederne ude fra byen med alle de hvide trøjer på vej mod Parken! Vi er her jo også for at underholde, og det synes jeg virkelig at vi gjorde, men vigtigst af alt, så fik vi de tre point.”

”Selve kampen udviklede sig vel nogenlunde, som man kunne forvente. De to hold var godt forberedte på hinanden og stod meget kompakt, og det er nok typisk, at sådanne kampe bliver åbnet op via mål på dødbolde. Jeg kan dog ikke lige huske, hvornår de første fire mål sidst er faldet efter hjørnespark.”

”Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med at lukke to mål ind på den måde, men offensivt synes jeg vi spiller rigtig godt i dag. I 1. halvleg har vi jo chancer til flere mål i åbent spil, mens jeg ikke synes, at de kom til så meget i åbent spil, så det var ikke der, vi havde problemer med defensiven.”

”Nu er vi stadig ubesejrede i ligaen og har lagt den skuffende start bag os med to stærke sejre i Odense og her i dag, og vi har også gode chancer for at gå videre i Europa efter torsdagens udekamp i Bulgarien, som selvfølgelig satte sin spor rent fysisk. Men det synes jeg ikke, man kunne se i dag, så der skal også lyde en stor cadeau til hele staben bag holdet, som hver dag gør alt hvad de kan for, at de kan præstere optimalt,” sluttede Jess Thorup.

I dag skal Derbysejren fejres, men blikket er allerede rettet mod den vigtige returkamp på torsdag, hvor vi skal gøre arbejdet færdigt mod Lokomotiv Plovdiv og sikre en plads i Conference League-playoff. Hvis du ikke allerede har sikret dig en plads, så kig forbi billet.fck.dk!