Jess Thorup

Thorup før Randers: Kræver meget af os selv

Søndag venter endnu en særdeles vigtig kamp for Jess Thorups mandskab, når Randers FC gæster Parken kl. 16.00.

Løverne er aktuelt nummer et i 3F Superliga med et forspring på seks point til nummer to, men Mesterskabsspillet gør, at der hver uge er vanskelige opgaver på spil:

“Det er igen en meget vigtig kamp for os, og vi skal gå til den med et mindset om, at det er som en finale for os," siger Jess Thorup.

"Vi sagde før Mesterskabsspillet, at vi stod foran 10 finaler, og nu nærmer vi os den sidste og afgørende halvdel af dem. Der skal vi holde fokus og virkelig være bevidste om, at alle opgaver er udfordrende, og vi kræver meget af os selv i forhold til total koncentration og indsats i alle kampe.”

“Spillerne har været gode til hele tiden at huske på, at den næste opgave er den sværeste. Randers er et solidt hold, der vil gøre ondt på os, hvis vi slækker det mindste på vores indsats. De har vist, hvad de kan i Europa, og vi skal være forberedt på benhårdt arbejde fra start til slut,” siger Jess Thorup, der senest så sit hold vinde 2-0 over Brøndby.

“Det er en ny og anderledes opgave, men vi gjorde meget rigtigt i den kamp og skabte meget offensivt, mens vi nærmest ikke gav en chance væk. Det et målet igen, og opbakningen fra Parken vil igen være en fordel for os,” siger Jess Thorup.

Du kan sikre dig plads til kampen her.