Jubel efter scoring

Thorup: En vigtig sejr, der peger fremad

”Jeg var bestemt ikke tilfreds med vores første halve time, men frem mod pausen kom vi bedre og bedre med og slutter godt af,” sagde Jess Thorup efter kampen i Aalborg.

”Der er selvfølgelig også noget psykologi i, at vi scorede lige inden pausefløjtet, men det ændrede ikke på, at vi justerede nogle ting til. 2. halvleg. Jeg viste nogle videoklip, der blandt andet handlede om vores presspil, og så byttede vi rundt, så Claesson kom ind som 8’er og Hákon ud på kanten.”

”Vi kom ud til 2. halvleg med stor selvtillid og tro på tingene og satte os godt på kampen, og der var kun en kort periode efter deres reducering, hvor det måske blev lidt nervøst, da de satsede hele butikken.”

”Men det håndterede vi også uden, at de kom til store chancer, og i stedet havde vi flere chancer til at lukke kampen, inden Isak satte den til allersidst på Claessons forarbejde.”

”Sejren var naturligvis ekstra vigtig efter vi tabte sidste søndag, men vi skal stadig bygge videre, for spillet sidder stadig ikke, som vi gerne vil over kampen som helhed. Men vi skal bygge på og stadig vinde, og derfor er jeg godt tilfreds med det, vi opnåede her i Aalborg i aften, som peger fremad for det videre arbejde,” sagde Thorup.