Thomas Delaney

Thomas Delaneys fremtid uafklaret

F.C. København og Thomas Delaney samt hans rådgivere har gennem den seneste tid været i dialog om midtbanespillerens fremtid. Delaneys nuværende kontrakt med FCK løber frem til sommeren 2017, og foreløbig har han ikke ønsket at tage imod tilbuddet om at forlænge den:

- Thomas har meddelt os, at han har et ønske om at prøve talentet af i udlandet, og det ønske har vi stor respekt og forståelse for i klubben, som han har repræsenteret så flot gennem mange år. Derfor har vi givet ham og hans rådgivere lov til at afsøge muligheden for at finde en ny klub, der både kan opfylde hans ambitioner og FCK’s krav til en transfer. Vi forventer og håber, at det lykkes, ikke mindst for Thomas, men hvis ikke, er han naturligvis fortsat velkommen hos os og fortsætter i F.C. København på lige fod med sine holdkammerater i den kommende sæson. Vi ved, at Thomas er en loyal klubmand og topprofessionel, så det ser vi ingen problemer i. Men da vi ikke kan være sikre på, om Thomas er til rådighed i de meget vigtige kampe, der ligger foran os, har vi selvfølgelig også ageret ved at hente Jan Gregus, der skal sikre, at vi er konkurrencedygtige i forhold til de kommende opgaver uanset udfaldet af situationen med Thomas, siger direktør Anders Hørsholt.

Mens det meste af truppen starter træningen mandag den 20. juni, så er Thomas Delaneys ferie, ligesom de øvrige landsholdsspilleres, forlænget på grund af landsholdsopgaver i juni. Derfor støder han efter planen først til truppen den 25. juni.