Spillerne hilser på fansene

Tak for en stor aften i Parken

Det blev en minderig aften i Parken tirsdag aften, da Bayern München gæstede København, til trods for, at Bayern drog hjem med en 2-1 sejr.

Kulissen var på højeste internationale niveau, og vores fans leverede en intens stemning, som løftede hele oplevelsen med en fantastisk tifo og en uforlignelig støtte til holdet.

Det skal alle, der kom, have tak for.

Undgå koordinerede hop
Dog med det forbehold, at det fortsat er meget vigtigt at overholde reglerne om ikke at lave koordinerede hop. Ellers kan konsekvensen blive, at kapaciteten bliver sat ned, og det ønsker hverken klubben eller vores fans naturligvis.

Tiltag mod sammenblanding af fans
Der har op mod vores Champions League kampe i Parken været bekymring om blanding af fangrupper på tribunerne. Som vi har fortalt er mere end 99 procent af de solgte billetpakker gået til personer, der før har set FCK-kampe.

Tirsdag aften var der ingen nævneværdige problemer med sammenblanding af fans i Parken til en kamp mod en af Europas største klubber. Sådan ønsker vi, at det fortsætter til de kommende kampe.

Derfor opfordrer vi igen utvetydigt til, at man ikke videresælger sin plads i Parken til kampene mod Manchester United og Galatasaray.

Samtidig advarer vi alle mod at købe billetter andre steder end via FCKs platforme, da der er falske billetter i omløb.

- - - - -

Endnu engang stor tak for at være med til at skabe en flot europæisk aften i København, selv om vi stadig er skuffede over, at det ikke blev til point.

Vi glæder os til at se jer igen til de kommende kampe.