Strandmose skal ud og rejse med Indersiden

Strandmose skal ud og rejse med Indersiden

Den 31. maj sluttede SAS Ligasæsonen 2008/09 med en sand guldfest i PARKEN. Spillerne blev hyldet med medaljer og pokal, mens flere tusinde fans fortsatte festen natten lang. Godt 14 dage senere kunne Johnny Strandmose strække armene i vejret, efter det stod klart, at han var vinderen af managerspiller Indersiden i sæsonen 2008/09.

 

Førstepladsen udløser en Europa Cup-rejse for to personer med F.C. København, og begejstringen var da også til at få øje på, da FCK.DK mødte ham i PARKEN for en kort snak og diplomoverrækkelse.

 

- Jeg har nok taget en meget naivistisk og optimistisk vinkel på spillet. Mange af spørgsmålene har jeg følt mig ret sikker på, men jeg har også været heldig og fået en masse point på nogle af de ciffertips og lignende jeg har taget, starter Johnny Strandmose, der går under aliaset ”strandmose” i Indersiden og fortsætter:

 

- Jeg tror ikke jeg havde vundet, hvis F.C. København ikke havde taget et par store sejre i år. Dertil var mine bud altid meget optimistiske, men gudskelov så holdt mine forhåbninger stik, når der blev spillet bold.

 

Sportsdirektør Carsten V. Jensen overrækker vinderdiplomet til Johnny Strandmose...

 

 

På spørgsmålet om årets vinder kan give nogle gode råd til de andre deltagere, var svaret:

 

- Det eneste råd jeg rigtig kan give til andre, er at sørge for at få udfyldt sine gæt før hver kamp. Det er vigtigt, hvis du vil spille med om sæsonstillingen, fortsætter Johnny, der har spillet med i tre år.

 

Mandag den 22. juni er der lodtrækning til anden kvalifikationsrunde til UEFA Champions League, hvor F.C. København deltager. Den lodtrækning glæder Strandmose sig til:

 

- Jeg ser meget frem til rejsen, hvor min gode ven Lars som jeg står sammen med i PARKEN, skal med. Det kunne være spændende at komme til Dublin, Ungarn eller Andorra, hvorimod steder som Kasakhstan måske ikke ligefrem er et yndet feriemål – men uanset hvad bliver det en kæmpe oplevelse!, slutter Johnny Strandmose.

 

F.C. København ønsker årets vinder et stort tillykke med præstationen!

 

Det er ikke kun Johnny, der bliver beriget med præmier. Top 10 i sæsonen modtager alle i disse dage deres præmier for en flot sæson, mens håneretten i de private ligaer med sikkerhed også er blevet uddelt.

 

Indersiden er selvfølgelig tilbage i den nye sæson, men er du ikke tilmeldt kan du allerede gøre det nu. Klik her for at læse mere om FCK.DK’s managerspil – det er helt gratis at deltage.