Uros Matic jubler

Store udfordringer resten af efteråret

Det er et meget interessant kampprogram, der venter os hjemme i Telia Parken resten af efteråret. Her er en oversigt, så du kan få opdateret kalenderen:

2. november kl. 19 - Vigtig europæisk aften: FCK vs FC Zlin
Vi har fået en fornuftig start på gruppespillet i Europa League, og derfor kan vi selv afgøre, om vi skal opfylde ambitionen om at gå videre. En sejr over FC Zlin er et afgørende skridt i den rigtige retning, så kom ind til en vigtig Europa aften i København. Hvis ikke du allerede har billet starter priserne på 100 kroner for en voksen.

5. november kl. 12 - Derby: FCK vs Brøndby IF
Der er altid ære, prestige og vigtige point på spil mod Brøndby, som vi ikke har tabt til hjemme i Superligaen siden 2004. Den statistik vil vi fastholde og samtidig holde fast i toppen af ligaen. Det er den største kamp mellem to danske hold, og den må du ikke gå glip af.

26. november kl. 16 - Blue & White Banner Day: FCK vs Lyngby
Blue & White Banner Day er en dag, vi altid ser meget frem til. Det er den store hyldest dag for alle vores samarbejdsklubber, hvor vi får besøg af tusindevis af glade børn. Samtidig er der også revanche på spil mod naboerne fra Lyngby nede på banen. Og så har vi en fed ekstra ting i ærmet til netop den kamp. Mere om det på et senere tidspunkt.

3. december kl. 18 - Topkamp: FCK vs FC Nordsjælland
FC Nordsjælland har været en sæsonens positive overraskelser i Superligaen og det kan meget vel være en topkamp, der venter, når de besøger os i Telia Parken til december. Det er altid underholdende og intense opgør, som vi ser frem til. Også til den kamp vil der være noget ekstra til vores fans..

7. december kl. 19 - Den europæiske afgørelse: FCK vs Sheriff Tiraspol
Det kan meget vel blive kampen, hvor det bliver afgjort, om vi skal videre i Europa til foråret eller ej. Den slags aftener er noget helt særligt hjemme i Telia Parken, hvor fansene hjælper holdet frem. Kom ind og hjælp os alle til flere europæiske oplevelser. Priserne starter til denne kamp også på bare 100 kroner.