Marko Stamenic

Stamenic: Jeg lærte meget i HB Køge

Marko Stamenic er tilbage i F.C. København, efter at han i sidste sæson var udlejet til HB Køge, og i vores nye podcast fortæller Marko om hvad opholdet har betydet for ham - og om ærgrelsen over, at New Zealand glippede VM-kvalifikationen.

"Jeg er virkelig glad for at være tilbage i København og tilbage med holdet," sagde Marko Stamenic under onsdagens fotosession, hvor han igen trak i trøje nr. 35.

"Det er stort for mig at være tilbage igen, og jeg føler mig godt tilpas og klar, og jeg glæder mig virkelig."

"Jeg har helt sikkert taget et skridt eller to i den rigtige retning i HB Køge. Jeg er blevet en mere moden spiller, og det var også meget vigtigt for mig at spille 90 minutter hver uge på et højt niveau. Det opnåede jeg, og jeg er sikker på, at jeg kan bruge alt det jeg har lært i det sidste års tid her i FCK."

Marko Stamenic
Marko Stamenic på træningsbanen i Holland. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


"Du havde Lars Jacobsen som assistenttræner, som vores fans jo kender rigtig godt..."

"Ha-ha, ja, han er god fyr, og han er også sjov, men han er en god træner. Han er også god at tale med på to-mands-hånd og generelt bare en fin fyr, som jeg har lært meget af."

"Du var tæt på at komme tilbage som VM-spiller, men det glippede i den sidste kamp?"

"Det var virkelig en stor skuffelse kun at være 90 minutter fra min første VM-slutrunde med New Zealand, som ikke har været med siden 2010, så det ville have været fantastisk."

"Men vi har en ung landsholdstrup, som hele tiden udvikler sig, så vi får forhåbentlig 2-3 forsøg mere på at komme til en VM-slutrunde, og det håber jeg også at kunne være en del af. Så jeg synes, det lover godt for fremtiden, men ja, det var skuffende, men det lærer man også af," slutter Marko Stamenic.

Marko har været med i vores tre kampe i pre-season, og mod Silkeborg spillede han 45 minutter som midterforsvarer, mens han fik henholdsvis 45 og 60 minutter på sin normale midtbaneposition mod Feyenoord og Club Brugge.