Stærk indsats gav fortjent sejr

Stærk indsats gav fortjent sejr

På en råkold decemberaften så 11.567 tilskuere F.C. København tage en overbevisende og fuldt fortjent sejr over et Cluj-mandskab, der topper den rumænske liga, men aldrig fik lov at finde fodfæste på PARKENs fine grønsvær. Da PSV Eindhoven samtidig slog Sparta Prag på et mål i overtiden, kan mestrene nu nøjes med uafgjort i den sidste gruppekamp i Prag den 16. december.

Kampen begyndte ellers rimelig forsigtigt fra begge sider, og i det første kvarters tid var et Pospech-drøn fra distancen det eneste, der gav Cluj-keeperen Nuno Claro lidt at lave. Cluj stod som ventet lavt og kompakt og satsede på hurtige kontraløb, og dem havde de også en del af, men uden at komme frem til egentlige afslutninger – ikke mindst fordi københavnerne på forhånd var advaret og derfor var meget opmærksomme på at komme hjem i returløbene.

Midt i halvlegen gav en sjælden fejl af Ulrik Laursen dog en ganske god skudmulighed til Dubarbier, men han afsluttede i sidenettet, og Wiland var i øvrigt godt ude ved stolpen og skærme af. Indtil da havde hjemmeholdet haft bolden mest og brugt den ganske fornuftigt, men ikke rigtig haft nogen farlige afslutninger.

Det fik Pospech dog ændret på efter 24 minutter, da han fik en bold i højre side af N’Doye og trak ned mod hjørnet af straffesparksfeltet, hvorfra han fyrede kanonen af. Nuno Claro nåede for sent ned til bolden, men den strejfede desværre ydersiden af stolpen og gik til målspark.

Siden gik kampen lidt i tomgang, stadig med hjemmeholdet mest på bolden, men fornuftigt nok uden at falde for fristelsen til at satse overdrevent meget frem ad banen og dermed risikere blottelser bagude mod de kontrasultne rumænere, der sjældnere og sjældnere fik noget at løbe på.

Flotte scoringer af Vingaard og N'Doye
Otte minutter før pausen blev det tålmodige FCK-pres dog belønnet, og igen var det Pospech, der iscenesatte begivenhederne. Han fik bolden i højre side helt ude ved sidelinien, og tørrede fuldstændig sin modstander så han slap fra til indlæg – men i stedet for at sende den ind foran mål, lagde han den skråt tilbage til Martin Vingaard, der kom stormende lige uden for feltet og bød sig til. Og inden man for alvor nåede at ærgre sig over, at han ikke bankede til den første gang, havde han taget et smart træk til venstre om en forsvarer og sparket kuglen fladt i kassen uden chance for Nuno Claro.

Det løftede hjemmeholdets spil yderligere, og nogle minutter senere røg 4-5 mand af sted i en kontra, hvor Vingaard nok burde have spillet den fri Grønkjær i højre side, inden han blev nedlagt af Cadu, der satsede voldsomt i en tackling og indkasserede en advarsel.  Det gav desuden et frispark 30-35 meter fra mål, som N’Doye trillede kort til Hutchinson, der lagde bolden død, hvorefter senegaleseren huggede ti l den – og den sprælske europæiske læderkugle brækkede og studsede lumsk lige foran Nuno Claro og strøg i netmaskerne til 2-0.

På fem minutter havde kampen pludselig taget en helt afgørende drejning, som det skulle vise sig, at rumænerne aldrig formåede at dreje tilbage igen til deres fordel. De første minutter efter pausen kunne det dog godt se ud, som om de havde fået en opsang af den nye træner Mandorlini, og de producerede også en giftig chance, da Andre Leao headede et hjørnespark over mål fra kanten af det lille felt.  Men det blev ikke til meget mere, før løverne igen havde fået greb om tingene med et højt og aggressivt boldpres, der ikke gav gæsterne ro til at få gang i deres spil.

Københavnerne på cruise control
Culio havde et par afslutninger, men ikke noget, der for alvor truede med at skabe ny spænding i kampen, og københavnerne koncentrerede sig om at holde styrepinden på cruise control. Det stod stadig 0-0 i det andet opgør mellem PSV og Sparta Prag, hvilket betød at den sidste kamp i Prag skulle vindes for at erobre andenpladsen i gruppen.

En snes minutter før tid driblede Grønkjær sig fri i venstre side af feltet og fandt N’Doye ved fjerneste stolpe, men han headede lige forbi. Kort efter kom Ailton ind for Grønkjær, og Thomas Kristensen afløste også Hjalte Nørregaard lidt senere. Fansene var derimod mere optaget af at få Niclas Jensen på banen i denne hans sidste optræden på hjemmebanen, hvor han allerede inden kampen havde modtaget blomster og stående ovationer.

Smukt og værdigt farvel til Niclas Jensen
Deres opfordring blev også hørt, og i slutminutterne kom Niclas på banen i stedet for Vingaard og fik en lang, smuk og fuldt fortjent hyldest, der må have varmet alle løvehjerter og især også den elegante og sympatiske venstre back, der hører til blandt de allerstørste profiler i klubbens historie.

Midt i al glæden over den fine holdindsats, den flotte afsked med Niclas og den stensikre sejr over Cluj, kom PSV - som prikken over i’et -foran mod Sparta Prag i kampens overtid, så løverne nu kan nøjes med uafgjort i Prag for at sikre sig avancement fra gruppen. Den tid, den fornøjelse - først venter den meget vigtige udekamp mod OB på søndag!