Ståle: - Vi står med gode kort på hånden

Ståle: - Vi står med gode kort på hånden

 

Det var måske ikke altid lige sprudlende, det der blev leveret tirsdag aften i PARKEN, men der blev hevet en sejr i land – og nok så væsentligt, så holdt de københavnske Løver nullet.

Af Jan Eliassen

Efter at de 92 minutters knoklen var overstået, var det en rimeligt tilfreds træner Ståle Solbakken der mødte pressen, og med den obligatoriske Champions League væg bag sig, havde nordmanden disse kommentarer:

- Det var en svær kamp, og på trods af at vi havde bolden så meget, så fik vi ikke nok ud af vores overvægt i spil og chancer. Vi lavede en del fejl, specielt i starten i form af fejlafleveringer, men som 1. halvleg skred frem. så blev vi farligere – og holdt dem helt væk fra chancer.

Det var ikke det store APOEL FC havde at byde på offensivt:

- Vi vidste de var farlige på standardsituationer og kontraer, men dem fik de ikke rigtig nogen af i 1. halvleg. William Kvist gjort et fint job på midten, og fik afskærmet meget godt. Jeg havde håbet på mere flow i 1. halvleg, men det skete ikke rigtig. De skal have kredit for ikke at åbne op, men det gjorde de heller ikke da de slog FC Partizan ud.

1-0 var et tilfredsstillende resultat for Ståle:

- Jeg er glad for resultatet, fordi vi holdt nullet. Vi ville da gerne have vundet 2-0, men den største skuffelse var faktisk at vi ikke fik straffet dem, da de åbnede de sidste 30-35 min, for der var der mere plads på banen. Nogle af vores spillere manglede de sidste 10-15 procent, og det var måske ikke helt vores dag i dag, hverken med bolden eller rent fysisk – så derfor er 1-0 vel et OK resultat – det er 1-1 ikke. Nu vil vi arbejde med benene til den næste kamp, så vi er endnu mere ”fit” til kampen dernede – for vi skal stadig forberede os, men vi står med gode kort på hånden efter dagens sejr

At stemningen i Cypern skulle være hektisk er ikke noget der bekymrer Ståle så meget:

- Vi har spillet i ”Hell” i både Israel og i Brügge, så vi er godt forberedte til mødet med cyprioterne og deres fans.

Dagens sejr, og det fact at nullet blev holdt, giver gode muligheder for at gå videre:

- Vi har en stor chance for at gå videre, vi er i hvert fald tættere på nu end inden kampen. Jeg håber at de fleste spilere vil have mere power og styrke i returkampen, og så samtidig slippe nervøsiteten – for der var en lidt spændt stemning hos både spillerne og publikum – og måske også hos Flemming Østergaard, der sikkert har tænkt på alle de mulige millioner der potentielt venter i Champions League, sluttede Ståle Solbakken med at sige.

 

Zdenek Pospech: Naturligvis ville vi gerne selv have scoret to eller tre mål

- Vi er kun halvvejs. De havde et godt hold, havde mange spillere med landsholdserfaring, og var farlige på alle former for standardsituationer. Vi havde håbet på mere, men 1-0 er OK, for de scorer ikke imod os – men naturligvis ville vi gerne selv have scoret to eller tre mål. Bolden i dag var lidt sær, den var ikke helt min ven – og dog, for jeg ramte den meget godt ved målet – men det var også en fin aflevering, og det var et nemt mål at heade ind.


Jesper Grønkjær: Alt i alt, så har vi med 1-0 et godt resultat

- Der er nok et gram sandhed i, at vi ikke spillede det bedste fodbold i dag. Men vi får så alligevel lavet et professionelt stykke arbejde, vinder 1-0, og står med bedre kort på hånden inden kampen gik i gang. Der var jo nærmest 21 mand samlet på deres banehalvdel, men vi er nu ganske tæt på 2-0. Men det var svært, det var ikke alt det lykkedes, men det er jo den slags der sker. Dernede må de jo frem på banen, og alt i alt, så har vi med 1-0 et godt resultat inden returkampen.


Hjalte Nørregaard: Vi skulle så slå til når chancen bød sig

- Vi vidste det ville blive svært, de er mange – faktisk alle – mand bag bolden, og har en god organisation. De vidste hvad de kom efter, og var tæt på at få det. Det var måske ikke så pænt i dag, men der skal to hold til at skabe en god fodboldkamp. Men vi vidste også, at kunne vi holde tempo, så skulle vi så slå til når chancen bød sig, og heldigvis for os, så scorer Pospech et smukt mål – og så leverer Jesper også en god redning til sidst


César Santin: Jeg håber meget på at være klar til kampen på Cypern

- Vi har gode chancer for at gå videre, for selvom APOEL er stærke hjemme, så har vi en 1-0 føring med derned. Det giver os gode muligheder for at gå videre. Jeg spiller nok ikke i weekenden, men håber meget på at være klar til kampen på Cypern.


William Kvist: Defensivt har vi god kontrol med dem

- Banen var meget glat i dag, og måske det var medvirkende til en del af vores fejlafleveringer. Vores modstandere var vant til at forsvare. Defensivt har vi god kontrol med dem, og hjemme må de spille anderledes, så her skal vi slå til.


Mikael Antonsson: Sådanne kampe her skal afgøres over 180 minutter

- Det var vigtigt at holde nullet, og det gør vi. Selvfølgelig havde det været bedre med 2-0 eller 3-0, men vi vandt! Vi vil i Champions League, men det er der jo også 11 mand fra det andet hold der vil, og sådanne kampe her skal afgøres over 180 minutter. Det bliver svært ude, de har et fanatisk publikum, men vi skal gribe chancen og så spille os selv i Champions League. De må også forventes at åbne op derhjemme, og det bliver godt for os.


Jesper Christiansen: Jeg har en god fornemmelse inden returkampen

- Vi skulle holde nullet og vinde, men desværre scorer vil kun et mål. De stod med mange mand bag bolden, og det blev svært. Selvom vi får lagt et godt pres til sidst, så mangler vi lidt, det virker som om der ikke er den helt rigtige balance, og vi ville for alt i verden ikke risikere noget bagude. Nu skal vi holde nullet dernede i lang tid, og så skal vi nok få vores chancer. Jeg har en god fornemmelse inden returkampen – og er da så også glad for min redning til sidst, for det betød jo at vi holdt nullet.