1-0 er godt, men er det godt nok?

1-0 er godt, men er det godt nok?

Forsigtig start fra begge hold
Der var ikke de store overraskelser I F.C. Københavns start-elver – det skulle da lige være, at Atiba Hutchinson lå ude på højrekanten, mens William Kvist spillede centralt ved siden af Hjalte Nørregaard. Ellers var det den samme opstilling som i de to opgør mod Stabæk.

Bortset fra et tidligt hjørne, der ikke førte til noget, signalerede gæsterne meget hurtigt, at de ikke var kommet til København for at satse fremadrettet, endsige underholde, men for at få et godt resultat med hjem til returkampen. Med kun serberen Mirosavljevic liggende fremme, stillede de op i en lav og kompakt 4-5-1-formation, men hjemmeholdet lod sig ikke friste til at blæse til angreb fra første fløjt. Indledningsvis forekom det også klogt nok, indtil kampen lige havde sat sig og man havde kigget hinanden lidt an, men som tiden gik, blev der betænkeligt længe mellem løvernes offensive aktioner.

Det virkede lidt for forkrampet og nervøst, og uforholdsmæssigt mange fejlafleveringer betød, at der aldrig rigtigt kom flow og tempo i opspillet, og cyprioterne kunne relativt bremse hjemmeholdet en snes meter fra mål. De virkede dog heller ikke alt for overbevisende, når de skulle skille sig af med på bolden, men løverne manglede speed og antrit til for alvor at straffe dem.

Santin udgik med skade midt i halvlegen
Kvist, der kampen igennem var en effektiv bølgebryder på den centrale midtbane, stod bag en afgørende sekvens efter godt et kvarter, da han erobrede bolden på deres halvdel og spillede Ailton, der straks forsøgte at chippe bolden i feltet til Santin. Desværre havde han armen på bolden, inden han klodset blev nedlagt af en forsvarer, og dommeren gjorde ikke mine til at fløjte for noget ulovligt. Desværre slog brasilianeren sit knæ i faldet og humpede og ømmede sig de næste minutter, mens Nordstrand og N’Doye blev sendt til opvarmning.

Nogle minutter senere sendte Hutchinson Pospech til baglinien i højre side, men hans flade indlæg lå lige en anelse bag Santin, og det skulle desværre vise sig at blive hans sidste aktion i denne kamp, idet han efter 22 minutter måtte trække sig ud til fordel for N’Doye. Unægtelig en streg i regningen for den københavnske offensiv, der i forvejen ikke har kørt optimalt de seneste kampe og heller ikke i dag fik gang i maskineriet.

Ligesom det ikke kun var forsvarets skyld, at defensiven haltede lidt i sæsonstarten, så må hele holdet bære ansvaret for, at man ikke fik spillet sig frem til afslutninger. Angriberne blev meget tæt markeret af de påpasselige forsvarere, og der kom stort set ikke noget over kanterne fra hverken Hutchinson/Grønkjær eller Pospech/Wendt, der tilmed havde en sjældent høj kvote af fejlafleveringer og –indlæg.

Stort spilovertag, men ingen afslutninger inden for målrammen
Ailton var temmelig ene om at forsøge lidt på egen hånd, men han kom heller ikke nærmere end et venstrebens-skud fra hjørnet af feltet, der strøg over mål. Jo, han fik bolden i nettet i det 34. minut, men blev der blev korrekt fløjtet for frispark til keeperen, som brasilianeren gik lidt for hårdt til i kampen om bolden.

Mod slutningen af halvlegen vovede gæsterne sig for en gangs skyld lidt frem og lykkedes med at fastholde et opspil i et par minutter, hvor den albanske back Haxhi tilmed lå på midten og ømmede sig efter et sammenstød. Men de spillede ufortrødent videre, og først da Oscar Wendt erobrede bolden og ville starte et angreb, fandt dommeren anledning til at stoppe spillet og se til den nødlidende albaner. Det var dog ikke derfor, han måtte opgive at fuldføre kampen, men herom senere…

Hvis man skal sammenfatte de første 45 minutter, kan man plukke i UEFA’s detaljerede et par af kampstatistikker, der sagde omkring 75-25 i ”ball possession” til hjemmeholdet, men ”0 shots on target”.

Mere fart over feltet efter pausen
2. halvleg startede nogenlunde som 1. halvleg sluttede, hvilket vil sige massivt spilovertag til københavnerne, der stadig stod klippefast nede bagved og ikke gav gæsterne nogen kontramuligheder eller dødbolde. Haxhi indkasserede et gult kort for at nedlægge Hutchinson, og lad os da bare allerede afsløre, at det ikke blev hans sidste.

Der var dog mere fart over feltet hos mestrene, og belønningen faldt små ti minutter efter pausen, da Grønkjær udfordrede sin oppasser Kontis i venstre side. Han overlod indlægget til Oscar Wendt, som denne gang ramte millimeterpræcist med sin venstre fod, og inde i feltet stødte Pospech godt frem i det tomme rum og pandede kraftfuldt bolden i netmaskerne uden chance for Chiotis.

Fuldt fortjent, selv om det ret beset var første forsøg inden for målrammen… og man fornemmede en forløsning, der - med 35-40 minutters spilletid endnu - kunne sikre et endnu bedre udgangspunkt inden returkampen. 10 minutter senere var det ønske centimeter fra at gå i opfyldelse, men marginalerne var ikke med Ailton, og hans tørre venstrebens-hug tog indersiden af den ene stolpe og gik i spil igen. Igen godt opspil af Grønkjær på venstrekanten, men sort uheld for Ailton.

Ikke mange bud efter 2-0-målet
Det blev dog aldrig til nogen storoffensiv, og det var stadig som om flere af nøglespillerne manglede det sidste overskud til det afgørende ryk eller den afgørende pasning, der kunne splitte den gule mur af APOEL-spillere, der ikke så ud som om 0-1 ville være en katastrofe at rejse hjem med.
Godt et kvarter før tid brillerede Ailton med at trække sig fri af to mand på baglinien ved hjælp af en tunnel – dog kun på den ene af dem – hvorefter han frækt fyrede af med retning mod nærmeste målhjørne, men Chitsis var på plads og fik viftet bolden over mål. Kort efter blev Ailton afløst af Nordstrand, og cyprioterne havde sendt polakken Zemlakow på banen og nærmet sig en lidt mere vovet 4-4-2-formation.

Det skulle da også vise sig, at de kom længere frem på banen de sidste 10-15 minutter, og selv om det ikke siger alverden i forhold til kampens hidtidige forløb, så var det nok til at give hjemmeholdet sved på panden i et par situationer. Fem minutter før tid kom den ellers arbejdsløse Jesper Christiansen forkert ud til et indlæg, men indskiftede Alexandrou nåede ikke at reagere, så bolden ramte ham bare og sprang heldigvis til målspark forbi det gabende tomme mål.

Jesper Christiansen forhindrede sen udligning
Men målmanden tog gevaldigt revanche, da uret nærmede sig de 90 minutter og et APOEL-indlæg fra venstre ikke blev headet ordentligt væk, så Nuno Morais fik en kæmpe skudchance i feltet, men Jesper Christiansen var lynhurtigt nede og afværge med en formidabel refleksredning.

Da uret lidt efter rundede de 90 minutter (hvilket det strengt taget ikke gjorde, for en af UEFAs mange regler forbyder stadionuret at køre videre ind i tillægstiden) pløjede Haxhi William Kvist ned midt på banen, og så måtte den udmærkede dommer Hamer fra Luxembourg til lommerne igen og fiske både et gult og et rødt kort frem til den albanske venstre back.

Mere blev det ikke til i overtiden, og de fleste er nok vandret hjem i den lune sensommeraften med en lidt blandet fornemmelse. 1-0 er godkendt, og bortset fra Ailtons stolpeskud kom hjemmeholdet ikke frem til ret meget, der kunne berettige en større sejr. Alligevel havde man et meget massivt spilovertag mod et APOEL-mandskab, der nok virkede tamme i aften, men absolut ikke så tamme, at mestrene kan tage til Cypern med ”Mogren-bagagen” i næste uge! 2-0 havde lunet gevaldigt – men det kunne altså også meget let være blevet et uhyggeligt meget dårligere 1-1-resultat i slutminutterne!