Ståle Solbakken

Ståle: Vi skal have power i holdet

Onsdag aften venter en af sæsonens helt store opgaver i Telia Parken, når der er returkamp i Champions League kvalifikationen mod FK Vardar fra Makedonien. Kravet for avancement er efter 1-0 nederlaget i Skopje en sejr på to mål, mens en 1-0 sejr vil sende kampen i forlænget spilletid og eventuelt straffesparkskonkurrence.

Skal det blive til FCK-sejr, skal holdet finde et højt energiniveau frem, siger manager Ståle Solbakken:
 
”Der er tre ting, der skal lykkedes for os onsdag, hvis vi skal videre. Punkt 1 er, at vi skal have power ind i holdet. Vi har været for energiforladte i vores hjemmekampe i den her sæson, og især i en periode, hvor vi har det svært med relationerne i spillet, så er det afgørende, at vi har power og gennembrudskraft i vores spil. Vi må og skal have energi og intensitet ind i vores spil." 

"Punkt 2 er stabilitet i vores defensiv. Vi har været OK i vores organisation i udekampene mod Vardar og Randers, mens det ikke har været godt nok i de øvrige kampe. I udekampen mod Vardar gav vi dem deres målchancer på individuelle fejl, mens vi organisatorisk var ok," fortsætter Ståle.

"Det giver punkt 3, som er, at vi skal undgå de personlige og tekniske fejl, vi har lavet. Vi skal kunne spille hurtigere, end vi har gjort, og det kræver, at vi minimerer vores tekniske fejl i kampene. Vi har lige nu ikke tid til at terpe tingene så meget på træningsbanen, da vi har mange kampe, så vi skal holde vores tekniske fejl på et minimum kampen igennem. Men lykkes vi med de ting, har vi bestemt stadig muligheder for at gå videre,” siger Ståle, der håber på god opbakning fra tribunerne onsdag aften:
 
”Os der har været i FCK i mange år ved godt, at det kan være en svær klub at være i, når der er modgang. Men vi har mange spillere, der ikke har været i klubben, mens der har været modgang, fordi vi har vundet så meget de seneste sæsoner. Vi forstår godt, at der er høje forventninger til os, dem har vi også selv, men jeg håber, at vi på onsdag får et stærkt hjemmebanepublikum i ryggen til at hjælpe os på vej. Vi vidste godt, at det ville blive svært her i starten af sæsonen, men vi havde håbet, at vi var længere fremme, end vi har været. Derfor er opbakningen ekstra vigtig lige nu,” siger Ståle.
 
Der er kick off onsdag aften kl. 20.00. Du kan sikre dig billet til kampen her på billet.fck.dk
 
Har du platin eller guldkort, er der fri adgang. Du kan også lade en anden benytte dit sæsonkort. Læs mere om det her.