Denis Vavro

Ståle: Vi ligner ikke en fælles enhed

"Vi dominerede de første 10-15 minutter, men laver så et håbløst straffespark og kommer bagud, og fra da af ligner vi ikke en fælles enhed," sagde Ståle efter aftenens 1-3-nederlag i Herning.

"Fysisk og mentalt er vi langt væk fra det, der kræves i en topkamp som denne. Næsten alle er under niveau i dag og for langsomme både med og uden bold, men når man ikke spiller hurtigt nok, må man i det mindste stå godt på banen, men det gjorde vi heller ikke."

"De seneste kampe herovre kunne være gået begge veje, men i dag taber vi fortjent, men jeg bryder mig bestemt ikke om den måde, vi taber på. Vi har ganske vist ikke haft holdet samlet ret meget efter landskamppausen, men det er ingen undskyldning, for det har vi prøvet mange gange før."

"Selvfølgelig ville vi gerne have lagt yderligere afstand i toppen her, hvor vi går ind i nogle måneder med mange flere kampe end Midtjylland og Brøndby, men det er en lang sæson, og der er ikke noget, der er afgjort. Vi skal bare ikke præstere sådan her to gange i træk," lød det fra Ståle.