Ståle: Vi glæder os til returkampen

Ståle: Vi glæder os til returkampen

Efter kampen fik FCK.DK de sædvanlige hurtige kommentarer fra Ståle Solbakken. Resultatet var naturligvis ikke hvad Ståle Solbakken havde håbet på, og han var heller ikke tilfreds med kampens første halve time: 

 - Det er en kamp der er delt i to. De kom ud meget mere aggressive end os, de var mere klar, og i de første 30 minutter fik de alt for meget plads. Men på trods af det, fik vi alligevel skabt nogle chancer. 

Men hvor de første 30 minutter ikke var så gode, så var den sidste time meget bedre: 

 - I det sidste kvarter frem mod pausen, begynder vi at overtage opgøret, og i 2. halvleg er der i perioder jo nærmest tale om powerplay. Der er dog et mindre udfald, hvor de kommer frem til 4-5 hjørnespark i træk og på den måde, får sig et lille pusterum. 

 - Men generelt havde vi lidt problemer, for vores indlæg og den sidste aflevering manglede en smule, og det gjorde, at vores chancer ikke fik den rette kvalitet – selv om jeg også må sige, at vi i et par situationer manglede en smule held. 

Der er 14 dage til returkampen – og den kamp glæder Ståle sig til: 

 - De sidste 60 minutter af kampen er dog godkendt, og selv om det koster en masse kræfter og energi at få scoret – så vi fik scoret et vigtigt mål, og vi glæder os selvfølgelig til returkampen om 14 dage. 

Returkampen spilles onsdag den 20. april på Brøndby Stadion. Der er kickoff klokken 20:00.