Ståle: Vi gjorde det svært for os selv

Ståle: Vi gjorde det svært for os selv

Ståle var utilfreds med de store chancer, vi gav Viborg i starten, men ellers tilfreds nok med indsatsen og fighterviljen, der til sidst gav et point.

- Vi gør det svært for os selv ved at give dem to friløbere i starten af kampen efter sløvt forsvarsspil af Zanka og Erik. Så bliver det vanskeligt, og de står vældig lavt med 11 mand på den sidste tredjedel, og derfor er det heller ikke tilfældigt, at vi udligner på en dødbold. Men vi kæmper og fighter godt nok og ender med at skabe et to-cifret antal chancer. Statistikken sagde vist 11-4, så det er egentlig en godt gennemført kamp med fuld power, så jeg er ikke misfornøjet med dét. Kun med at vi giver dem chancerne i starten og også det unødvendige straffespark, som Robin heldigvis redder. Det kan godt være det ikke er verdens største straffe, men han behøver ikke gå ned og tackle så han giver dommeren chancen til at dømme det.

- Vi satte Corner ind i pausen for at få fyldt mere op i deres felt, for det lykkedes ikke rigtig før pausen, når de stod så lavt. Han fik ikke så mange chancer selv, men det betød, at Santander begyndte at komme til chancer. Vi havde håbet vi kunne presse dem mere til sidst, men nogle blev lidt trætte. Men vi fighter godt for det, og nu har vi så en lille finale på søndag mod Midtjylland, hvor vi kan hægte dem af i toppen, sluttede Ståle.