Det holdt hårdt...

Det holdt hårdt...

Bortset fra at Verbic afløste den skadede Kusk, stillede vi med samme hold, som slog Brøndby sidste søndag. Hjemmeholdet havde derimod større problemer med skader og karantæner, så de havde eks-FCK’eren Søren Frederiksen samt amerikaneren George Fochive med fra start for første gang.

Det begyndte at øse ned, lige så snart Michael Johansen havde fløjtet opgøret i gang, og vi kom egentlig meget godt i gang med spillet, lige indtil det 8. minut, hvor Fochive pludselig spillede Jeppe Curth helt fri feltet - men heldigvis var Robin godt ude i ham og plukkede hans forsøg på at lobbe den over ham.

Og bare minuttet var den gal igen, da Søren Frederiksen spillede Jonas Kamper helt fri, mens midterforsvaret tog sig en blunder, og han satte bolden fladt under Robin, så man pludselig kunne høre hjemmepublikummet på Energi Viborg Arena.

Med 1-0 i ryggen stillede hjemmeholdet sig langt tilbage på banen og lod os have bolden, mens de til gengæld fightede som besatte, hver gang vi nærmede os deres felt.

Verbic fik en stor chance efter godt et kvarter efter et kvikt opspil i højre side, men Peter Friis kom fremragende ned og reddede hans flade skud ved stolperoden. Desværre var der for længe mellem farlige afslutninger som denne, men set med de positive briller var vi tålmodige i boldomgangen, fastholdt presset oppe på deres halvdel og gav ikke mere væk i den anden ende.

Vi skulle dog hen til kort før pausefløjtet, før vi blev farlige igen, men igen var Peter Friis på plads og parerede et Ludwig-frispark helt ude ved stolpen. Nicolai nåede også at sende en udmærket afslutning tæt forbi, da han brysttæmmede og flugtede i samme bevægelse på et Ludwig-indlæg.

Remmer og Corner afløste Ankersen og Verbic i pausen, og langsomt men sikkert fik vi skabt flere chancer end før pausen. Efter fem minutter fandt William Santander i feltet, og han vendte rundt og sparkede tæt forbi. Erik Johansson headede også lige forbi på et hjørne, men bedst som det begyndte at se rigtigt lovende ud, kom Viborg op i den anden ende - og fik straffe. Zanka gik ned i en glidende tackling på Søren Frederiksen, og kontakten var vist minimal, men nok til at Michael Johansen pegede på pletten.

Heldigvis havde Robin kigget Jeppe Curth ud og kastede sig ned og afværgede straffesparket og holdt os dermed inde i kampen.

I den anden ende var Peter Friis lidt efter på en sjælden, men stor skovtur i feltet, men Toutouh fik desværre ikke afsluttet ordentligt. Ludwig fik endnu en dødbold uden for feltet, men sendte den lige over overliggeren. Jo, presset fortsatte ufortrødent, og kun en enkelt gang var Viborg oppe og true med 2-3 hjørnespark i træk og en halv chance til Mikkel Rask, som Robin tog sig godt af.

Corner var tæt på, da han headede lige på Peter Friis på en Remmer-dødbold, og han var også ved at nå frem til en løs bold efter Friis og Santander var stødt sammen på kanten af Viborg-feltet efter en kikset jysk tilbagelægning. Men det virkede ikke som om de berømte marginaler var på vores side i dag, men ros til drengene for at blive ved og ved.

Og netop som uret skulle ud på sidste omgang af den ordinære tid lykkedes det omsider… et Ludwig-hjørne blev forlænget og ved fjerneste stolpe dukkede Delaney op og fik listet bolden i nettet til en forløsende og højfortjent udligning. Man forstod dog frustrationen hos hjemmeholdet, der var tæt på en fornem skalp, og måske var det derfor Fochive lossede Delaney ned bagfra i overtiden og røg ud i bad et par minutter før de andre.

Med det point holder vi os syv point foran forfølgerne, og så er der ellers lagt op til en storkamp på søndag, når FC Midtjylland gæster Telia Parken!

Holdet: 31 Robin Olsen – 22 Peter Ankersen (46.: 20 Christoffer Remmer), 25 Mathias Zanka Jørgensen, 5 Erik Johansson, 3 Ludwig Augustinsson – 7 Benjamin Verbic (46.: 11 Andreas Cornelius), 6 William Kvist, 8 Thomas Delaney (anf.), 24 Youssef Toutouh (72.: 9 Bashkim Kadrii) – 19 Federico Santander, 10 Nicolai Jørgensen

Ikke benyttet: 28 Thomas Kaminski, 2 Tom Høgli, 15 Mikael Antonsson, 35 Aboubakar Keita.