Ståle: - Vi er nu i en position med muligheder

Ståle: - Vi er nu i en position med muligheder

 

29.549 københavnske tilhængere – samt 12 russiske fans – var vidne til at der atter blev spillet UEFA Champions League på dansk græs – og endnu engang gik F.C. København hen og fik point, og er dermed stadig ubesejrede på hjemmebane når det drejer sig om puljekampe i Champions League. 

Af Jan Eliassen

På gårsdagens pressemøde havde træner Ståle Solbakken sagt at F.C. København ville vinde 1-0, og at Dame N’Doye ville score – og den forudsigelse viste sig jo at holde 100%. Efter kampen afslørede Solbakken dog, at han aldrig gambler på eget hold. 

Men derudover var det en meget tilfreds træner der på pressemødet sagde: 

- Jeg tror det er første gang in Champions League historien at et storhold kommer til PARKEN og medbringer en gameplan der går ud på at ødelægge vores spil. De ville ødelægge spillet, de havde set os spille og ville stoppe vores fullbacks – og det lykkedes i det store hele, for vi fik ikke skabt så meget som vi ville. Vi havde problemer med at skabe chancer, men vi var tålmodige, vi ventede på vores chance – og som jeg sagde i går, så ville vi vinde med 1-0. 

Solbakken var yderst tilfreds med indsatsen: 

- Jeg er meget tilfreds og stolt over at vi slog dette meget stærke russiske hold. Vi vidste at havde vi tålmodigheden, så ville vi blive de stærkeste til sidst. Jeg kunne se det blev sværere og sværere for dem at holde positionerne, og de satsede meget på den ene gyldne kontra der kunne afgøre kampen – og de er meget dygtige på deres kontraer. Men vi bevarede som sagt tålmodigheden og rent defensivt leverede vi vel nærmest en præstation der var ”close to perfect”. 

- Jeg var godt nok mere lettet efter Rosenborg kampen, men med tanke på det program der venter os med 75.000 tilskuere ude mod Panathinaikos, to kampe mod Barcelona og så en udekamp mod Kazan i 15 graders frost, så er det rigtig godt at have fået tre point til at starte med. Det giver os nogle perspektiver, for vi er nu i en position med muligheder. Jeg har hele tiden sagt, at den første og den sidste hjemmekamp nok er vores største chance for point, og nu startede vi med tre point og en succesoplevelse – og det var godt, for jeg kunne godt se på nogle af spillerne, at det her gik hurtigt, og at de måske var på et niveau hvor de ikke havde været før – og derfor er jeg naturligvis meget tilfredse med at vi får alle tre point. 

Ståle ville ikke decideret rose enkelte spillere, men nævnte alligevel to mand: 

- Egentlig vil jeg ikke rose specifikke spillere, men Vingaard har taget kvantespring rent internationalt – også sammenlignet med kampen på Cypern. William Kvist var også rigtig god – men samtlige spillere leverede en fuldt ud godkendt indsats. Vi prøvede at skabe flere chancer, men mødte et meget kompakt og godt hold – og et hold der havde en god gameplan. 

Ståle Solbakken var naturligvis ikke den eneste der var glad efter kampen. Også Martin Vingaard var tilfreds, og han kunne endda afsløre, at Dame N’Doye holdt hvad han lovede: 

- Inden jeg skulle til at sparke frisparket sagde N’Doye til mig, at jeg skulle smide den til bagerste stolpe – og så skulle han nok være der – og det var han jo! Det er jo sjovt at være med til at spille Champions League, og det er jo lige et step op i forhold til Europa League. Det er sjovt at være i en klub som F.C. København, hvor man jo får mulighed for at spille de internationale kampe, og hvor man kan prøve sig af mod de bedste. Om Rubin Kazan kan man sige, at de havde indordnet sig efter os, og vi kom ikke rigtig over kanterne som vi plejer – vi spillede en meget mere kontrolleret offensiv og kom ikke frem til mange chancer, og derfor vidste vi, at dødboldene kunne gå hen og blive afgørende...

 

Jesper Grønkjær: Det er jo det her det hele handler om

- Det var vigtigt for tilskuerne at vi kom godt i gang – men jeg gider ikke stille mig tilfreds med bare at være med. Men vi skal stadig være ydmyge overfor opgaven. Det bliver svært ude mod Panathinaikos, vi skal modstå deres pres og deres tilskuere – men det er jo det her det hele handler om!


César Santin: De gjorde det svært for mig og N’Doye

- Det var en god kamp for os at komme i gang med, selvom de med fem mand bagude gjorde det svært for mig og N’Doye. Men vi får knækket dem og at Dame N’Doye scorer til allersidst er bare rigtig godt!


Zdenek Pospech: Nu skal vi så ud og nyde de næste kampe

- Man må sige at Rubin Kazan var gode og var meget godt organiserede – og så var de skarpe på kontraerne. De gjorde det svært for os at spille os igennem – men vi vandt 1-0 her i den første kamp, og nu skal vi så ud og nyde de næste kampe.


Mikael Antonsson: Nu er vi i gang

- Det var godt at holde nullet og godt at score til sidst, og der var ikke mange chancer til nogle af holdene i kampen. Det var en nøglekamp, og kampen forløber i stor stil som vi gerne vil have det. Stemningen i PARKEN var rigtig god – og da vi scorede gik den hen og blev helt fantastisk. Nu er vi i gang, og nu glæder jeg mig bare til de kommende kampe.


William Kvist: En cadeau til dansk fodbold

- De var svære at spille imod med deres fem mand nede bagved, og de havde læst os godt. Det er jo sjældent at et europæisk hold tilpasser sig vores spil så meget, og det er jo en cadeau til dansk fodbold. Det var godt at få tre point her inden de næste tre svære kampe, og det betyder, at vi nu får nogle spændende kampe hele vejen igennem puljespillet.


Johan Wiland: Da vi scorede blev det jo helt fantastisk

- Det var dejligt at se N’Doyes hovedstød gå ind, og godt at starte med tre point og et rigtig godt udgangspunkt inden de næste kampe. Det var en aften i PARKEN med en super stemning – og specielt da vi scorede blev det jo helt fantastisk!