Ståle varsler ændringer

Ståle varsler ændringer

Onsdag løber Løverne på banen mod Randers FC i den anden kamp ud af tre på kun otte dage. Et opgør, hvor manager, Ståle Solbakken, håber på at lære af tidligere kampes fejl – og bygge på de samme kampes styrker. 

- Vi skal prøve at eliminere de individuelle fejl, så modstanderne ikke scorer de lidt for nemme mål, som vi har prøvet på det seneste. Omvendt skal vi bevare de gode offensive takter, som vi har haft i fire af de seneste fem opgør, hvor vi har skabt mange chancer. Og her mod AaB kom så målene, siger manageren, samtidig med at han varsler ændringer i onsdagens opgør. 

- Vi har et par spillere, som måske er lidt mere slidte end andre. Og uanset hvad kommer der jo forandringer. William Kvist har jo karantæne, Cornelius’ ankel skal vi også være opmærksomme på, og så fik Kasper Kusk en krampe i slutningen af AaB-kampen, så vi skal se lidt på sammensætningen, fortæller Ståle Solbakken og uddyber: 

- Det vigtigste i forhold til det er ikke kun, hvem der starter – men også hvem der slutter kampen. Det kan især have betydning mod et hold som Randers, der er rigtig godt organiseret, og mod hvem der måske er lidt mere plads i den sidste halve time, end den første, siger Ståle Solbakken og sætter samtidig ord på, hvad spillerne skal være særligt opmærksomme på hos modstanderen. 

- De har meget farlige spidser i Ishak og Lundberg. De kan skabe meget på egen hånd. Og generelt er det de samme spillere, der spillere hver gang. Derfor er de særdeles sammenspillede og svære at bryde op i deres organisation, siger Ståle Solbakken. 

Kampen mod Randers spilles kl. 18.30.