Ståle: - Tilfreds med udbyttet

Ståle: - Tilfreds med udbyttet

Efter det uafgjorte 1-1-resultat i dagens træningskamp i Rostock var det var en tilfreds cheftræner Ståle Solbakken, der så tilbage på de første 2 gange 45 minutter af mestrenes forårs-forberedelser: 

- Vi har kun trænet en uge efter vinterpausen, mens Rostock har trænet længere og spillet 3-4 træningskampe, så jeg er meget fornøjet med kampen og især 1. halvleg. Vi fik scoret, og vi viste gennem hele kampen, at vi kan organisere os godt, også selv om vi efter pausen spillede med mange af de unge, der normalt ligger og kæmper i bunden af 2. division. 

Silber på uvant post
Fra 1. holdstruppen manglede kun William Kvist og Mathias Zanka Jørgensen, der er på ligalandsholdsopgaver i Dubai, men det alligevel en overraskelse for de fleste, at Michael Silberbauer spillede hele kampen som midterforsvarer. Før pausen med Mikael Antonsson som makker og efter pausen med Michael Gravgaard. 

- Vi har ikke så mange centrale midterforsvarere, så vi skulle prøve et alternativ, og Silber viste i dag, at han også magtede denne plads, sagde Ståle. - Og så kunne han endda have kronet indsatsen med et hovedstødsmål mod slutningen, hvor vi pressede på, selv om vi altså havde fem-seks 2. holdsspillere på banen, tilføjede Ståle og hentydede til den situation, hvor Rostock måtte sparke væk på målstregen i de sidste minutter af kampen. 

- Jeg er tilfreds med udbyttet af kampen. Alle kom i kamp, og mærkede at vi er i gang igen efter ferien, hvor spillerne har selvtrænet. Nu skal vi bare videre og helt op i niveau inden Superligaen går løs – og pokalen vil vi jo også gerne snuppe, forsikrede en optimistisk Ståle Solbakken, inden han og spillerne satte kursen mod Puttgarden, eftersom der først sejlede en færge fra Rostock kl. 23. 

Fanbussen nåede frem i sidste øjeblik
De medrejsende FCK-fans nåede først frem til stadion i allersidste øjeblik. Først var færgen fra Gedser forsinket næsten en hel time, og så strandede man i en grundig politikontrol på havnen i Rostock. Men det foregik i ro og mag og endte såmænd også med at bussen blev ledsaget til DKB Arena med politieskorte, så man lige akkurat nåede at være på plads til kick off.