Ståle: Som sådan ikke utilfreds

Ståle: Som sådan ikke utilfreds

 

Ståle Solbakken kunne efter søndagens nederlag til Brøndby IF i den næstsidste runde, konstatere en ting: UEFA Cup-pladsen til næste år blev sikret, da OB samtidig spillede uafgjort mod FC Nordsjælland. Glæden ved UEFA Cup til næste sæson var naturligvis stor, men et nederlag til Brøndby er aldrig sjovt, hvilket også kunne ses på F.C. Københavns cheftræner.

- Jeg er som sådan ikke utilfreds med kampen som helhed. Jeg er utilfreds med den måde Brøndby får deres to mål på. Det er utilgiveligt at give sådan nogle mål væk. Jeg synes det var en jævn kamp, og vi skaber nok chancer til at vinde, men vi glipper som sagt totalt i de to situationer, samtidig med at Brøndby er effektive i dag, startede Solbakken sin analyse efter kampen, og fortsatte med det oplagte spørgsmål: Skulle Ailton og Junior være startet inde?

- Morten Nordstrand har været vores bedste mand i de seneste kampe, og Allbäck har været god i de sidste par kampe, så det var naturligt for mig at lade dem fortsætte fra start sammen. Nordstrand er igen god i dag, og Marcus får scoret et mål, så jeg er fint tilfreds med dem. Det er klart, at Junior og Ailton har vist en opadgående formkurve, og jeg ville da også lyve hvis jeg sagde, at de absolut ikke havde været inde i mine overvejelser til en startplads, berettede Ståle.

Med søndagens nederlag er F.C. København to point efter FC Midtjylland på andenpladsen. Kravet mod Lyngby er derfor en sejr, mens FC Midtjylland ikke må vinde på udebane mod FC Nordsjælland. Byens Hold har en bedre målscore end midtjyderne, og derfor er sølvet absolut inde for rækkevidde, hvilket Ståle Solbakken da også håber på.

- Vi vil meget gerne have sølv, og vil gøre hvad vi kan på lørdag for at det bliver os, der ender på SAS Ligaens andenplads. Vi må acceptere vores situation, og når man nu ikke kan få guld, så må vi gå efter det sølv. AaB er blevet fortjente mestre, så må vi bare vise at vi i år er næstbedst, konstaterede Ståle.

Omkring forberedelserne til næste sæson, og hvilke forventninger Ståle har til den, var der en klar holdning fra cheftrænerens side:

- Al debat vedrørende næste sæson tager vi efter lørdagens kamp mod Lyngby. Nu handler det om at slutte sæsonen af så godt som muligt, sluttede nordmanden.

 

Morten Nordstrand: Kunne gå begge veje

- Jeg synes kampen kunne være gået begge veje. Vi starter godt i begge halvlege, men Brøndby gør det også godt. En meget lige kamp, hvor det er svært at sætte fingeren på det store. Vi kunne dog lige så godt have vundet som Brøndby.


Jesper Christiansen: Sådan en kamp vi ikke må tabe

- Det er sådan en kamp vi ikke må tabe. Jeg synes vi har styr på Brøndby, og selvom det ikke var vores bedste kamp, så bør vi stadigvæk vinde. På den sidste tredjedel af banen halter det måske lidt i dag, og vi må være lidt mere skarpe. Nu må vi finde det sidste frem, og håbe på sølv på lørdag.


William Kvist: Godt lokalopgør

- Jeg synes det var et godt lokalopgør, hvor begge hold gik frisk til den. Der var få store chancer i kampen, og Brøndby var dygtige til at udnytte deres. Det er dog nogle lidt dumme mål de får, hvor jeg blandt andet selv ikke kommer tæt nok på Holmén ved det første mål. Vi mangler lidt mere skarphed på den sidste tredjedel af banen, men ellers synes jeg vores indsats var godkendt.