Ståle: - Ikke overrasket over Ailtons høje niveau

Ståle: - Ikke overrasket over Ailtons høje niveau

 

Forårssolen skinnede over Farum Park, og den skinnede mest på københavnerne, der lagde pres på forfølgerne i SAS Ligaen med en komfortabel 3-0-sejr over FC Nordsjælland. Efter kampen var det derfor en veltilfreds cheftræner, der med sygdom i kroppen og en hæs stemme gjorde status over begivenhederne: - Vi yder en god, solid præstation. Nogle af spillerne er måske lidt langsomme i boldomgangen, men vi spiller en godt gennemført kamp og vinder fortjent.

Selv om Byens Hold konsoliderede sin førsteplads i ligaen manede Ståle Solbakken dog til besindighed: 

- Der er stadig intet, der er afgjort. Vinder Brøndby i morgen er de stadig á point, og OB hænger også på i toppen, så vi skal  bare holde fokus på vores egne præstationer fra uge til uge.

En af de spillere, hvis præstationer der var meget fokus på i dag, var Ailton Almeida, der igen spillede en god kamp og kronede indsatsen med en scoring. Ståle var ikke overrasket:

- Jeg synes ikke, det var hans allerbedste kamp for os, men måske i TOP 5. Ailton har været fantastisk længe, faktisk lige siden han fik chancen nede i Valencia og greb den. Han er blevet mere boldsikker og har større fysisk kapacitet, og så vælger han de rigtige løsninger. Selv om han brændte et par chancer sidst, så arbejder han godt og hårdt, så jeg er ikke overrasket over hans stærke præstation igen i dag, roste Ståle sin brasilianske angriber.

Morten Nordstrand kom for tredje kamp ind fra bænken og scorede. Han gjorde det mod OB, og han gjorde det på Malta for landsholdet, og igen i dag kom han på tavlen. Så det er lidt af et luksusproblem, Ståle og trænerteamet står med i øjeblikket:

- Ja, det er svært at holde Nordstrand ude, men i dag vurderede jeg, at det rigtige var at starte med Ailton. Han har trænet godt de her 14 dage, hvor Nordstrand har været med landsholdet. Men var det blevet 0-0 og Ailton havde brændt en stor chance, så ved jeg godt, at jeg skulle høre for det bagefter. Det tænker jeg ikke på inden kampen, man må træffe den beslutning, man mener er rigtigst for holdet.

Den udlejede FCK'er, José Junior, måtte gå fra banen uden at score mod sine tidligere holdkammerater, og han var ærlig og realistisk i sin vurdering af kampen:

- Jeg ved jo, hvor gode de er, og hvor svært det er at spille mod FCK. Når de så får det første mål, så vidste vi det ville blive ekstra svært, men jeg synes vi prøvede alt hvad vi kunne. Før pausen havde jeg også en meget stor chance efter en dødbold, og jeg skulle nok have ventet lidt, inden jeg afsluttede, erkendte Junior.

Jesper Grønkjær: Vi sidder tungt på dem

- Vi plejer at spille mere tætte kampe mod dem heroppe, men i dag sidder vi tungt på dem. De står langt tilbage på banen og gør det svært for os at åbne dem, men vi får ro på med den tidlige scoring.


Mikael Antonsson: Kramper igen

- Jeg måtte udgå, fordi jeg fik de samme kramper ligesom sidst mod OB, men jeg kan stadig mærke fremskridt for hver gang.


Thomas Kristensen: Operationen gået fint

- Det er gået helt efter planen med min knæoperation, og jeg håber at jeg så småt kan begynde at træne lidt med i næste uge.


Jesper Christiansen: - Jeg er fint tilfreds, især fordi jeg tippede 3-0, da jeg var igennem i FCK Radio... og så var det dejligt med en kamp, hvor vi scorer på vores chancer og afgør det tidligt, det er en fornøjelse. Og samtidig holder vi Nordsjælland fra det helt store, og det er vores fortjeneste.