Ståle Solbakken

Ståle: Forventer vi vil være mere på bolden

"Der er håb for Falk og Zeca, men Papagiannopoulos er skadet og ude de næste kampe, ligesom Jonas Wind i forvejen er ude."

Sådan lød den korte trupstatus fra Ståle inden onsdagens aftentræning i Telia Parken.

"Vi ved, det bliver hårdt i morgen, men holdet har ikke tabt længe, og der er en stor tro på, at vi kan levere en god kamp og en god præstation. Så må vi se om resultatet også bliver godt, men det følges jo ikke altid ad," sagde han om chancerne mod Atalanta.

"Men vi fik set mandag aften, at de har en stærk og bred trup, når de med et B-hold var lidt uheldige med kun at få 3-3 ude mod Roma. Så vi skal virkelig præstere stærkt i morgen."

"Kampbilledet bliver nok anderledes end dernede, for jeg forventer, at vi vil mere på bolden, når vi er på hjemmebane og har en masse fans til at bakke os op. Så har selv endnu større hold fået problemer herinde. Vurderingen af den første kamp blev måske også lidt farvet af den sidste halve time, hvor vi virkelig havde ryggen mod muren, men i store dele af 1. halvleg var vi egentlig i god kontrol. Men ingen tvivl om, at det bliver svært."

Interessen for kampen har været stigende hele ugen - hvis du ikke har sikret dig plads endnu, finder du den her.