Sommerhuse ved Lalandia Billund revet væk

500 sommerhuse til over 900 mio. kr. solgt og yderligere 219 reserverede i Lalandia Billund

 

PARKEN Sport & Entertainments bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, satte lørdag formiddag sit navnetræk på en købsaftale for et sommerhus ved Lalandia Billund, og da weekenden var gået havde 499 andre fulgt hans eksempel. Dermed kunne 30 overarbejdende ejendomsmæglere fra Reka og Nybolig hænge skiltet med ”udsolgt” på døren, og en tilfreds bestyrelsesformand kunne konstatere, at der var solgt sommerhuse for over 900 mio. kroner:

 

- Selv om jeg hele tiden har været optimistisk, så må jeg indrømme, at salget overgår mine forventninger. Jeg har hele tiden sagt, at Lalandia Billund er den investering med det største potentiale i PARKENs hidtidige historie, og med weekendens succes er den profeti vist blevet bekræftet, siger Flemming Østergaard, der i sagens natur godt forstår, at så mange danskere investerer mellem 1,4 og 2,4 mio. kroner i et sommerhus i Lalandia Billund:

 

- Vi ved fra Rødby, at Lalandia er et meget stærkt feriekoncept for familier, og det bliver bestemt ikke mindre spændende af nærheden til Legoland, der allerede i dag tiltrækker over
1,5 mio. gæster til Billund. Derudover er jeg sikker på, at området vil tiltrække endnu flere attraktioner i fremtiden, og det gør ikke Lalandias sommerhuse mindre attraktive, siger han.

 

Med udgangspunkt i den store salgssucces blev den planlagte næste fase med salg af yderligere 219 sommerhuse fremrykket og sat i gang i weekenden, og samtlige disse huse blev reserveret.

 

- Vi forventer at underskrive købsaftaler på de 219 huse i løbet af den kommende uge, siger Flemming Østergaard, der dog understreger, at erfaringer fra tidligere projektsalg viser, at der vil være et mindre frafald i selve underskriftsfasen, hvorfor han opfordrer interesserede købere til at holde øje med www.reka.dk.

 

De første 500 sommerhuse vil blive klar til anvendelse i perioden 1. maj 2008 til 1. februar 2009, mens de 219 sommerhuse fra salgsfase 2 leveres i 2. halvår af 2009. Umiddelbart forventes ikke salg af flere huse, før ferie- og oplevelsescenteret slår dørene op for gæsterne 1. juni 2009.

 

Salgsfase 2 fremrykket
Weekendens salg var første del af projektet, der fuldt udbygget vil omfatte op til 1.500 sommerhuse og Nordeuropas største ferie- og oplevelsescenter med et overdækket areal svarende til seks fodboldbaner og en samlet investering på over 450 mio. kroner.

 

Udover et gigantisk vandland, en stor og anderledes skøjtebane, et kæmpe legeland, sportshal, fitness-center, bowlingbaner, minigolf og en masse andre aktiviteter for børn vil centeret indeholde et smukt atrium med sydlandsk stemning omkring en scene og flere gode restauranter.

 

- Det bliver et fantastisk sted for familier, der ønsker en aktiv ferie i flotte rammer. Vi har hentet inspiration fra hele verden, og jeg glæder mig til at se det stå færdigt, siger Flemming Østergaard.

 

PARKEN Sport & Entertainment A/S ejer 75 procent af aktierne i Lalandia Billund, og Reka ejer de resterende 25 procent. Den samlede avance for de gennemførte sommerhussalg er på et trecifret millionbeløb, som indtægtsføres ved aflevering i 2008 og 2009. Salgene påvirker således ikke PARKEN Sport & Entertainments resultat for indeværende regnskabsår.