Viktor Claesson

Smal, men meget fortjent 1-0-sejr

Et mål af Viktor Claesson efter en times spil blev det eneste i Parken, da F.C. København helt fortjent besejrede AaB foran 31.633 tilskuere.

1. halvleg sluttede uden mål, men vi havde både to på træværket og et par andre gode muligheder.

Claesson var tæt på at heade os foran efter seks minutter, og efter en periode på 10-15 minutter, hvor gæsterne var en del på bolden, så begyndte vi for alvor at skabe chancer midt i 1. halvleg.

Diogo skød tæt forbi på en friløber, Daramy skød på stolpen og et Haraldsson-forsøg blev pareret af den travle AaB-keeper, Theo Sander.

Senere ramte Vavro også stolpen med et langskud, mens AaB nåede at juble over et Sousa-mål, som efter VAR-tjek dog blev underkendt for offside i opspillet. Daramy fik også bolden i mål, men her var ingen i tvivl om offsiden, og de første 45 minutter sluttede uden mål.

Efter pausen tog det lige 5-10 minutter før vi fik lagt presset, men så pressede vi dem i bund og skabte flere store chancer, før det omsider lykkedes. I 63. minut spillede Haraldsson Jelert fri i højre side af AaB-feltet, og han fandt en helt fri Claesson midt for mål.

Kort efter var Daramy tæt på at øge, men Sander reddede mesterligt, og AaB havde en enkelt stor mulighed kort efter, men Jelert blokerede Sousas giftige forsøg, og resten af kampen bød ikke på de helt store muligheder til nogen af holdene.

På gensyn i Parken allerede på onsdag kl. 20, hvor vi spiller den første af to pokalkvartfinaler mod Vejle Boldklub - den kan du finde plads til lige her: billet.fck.dk.