Smal, men fortjent sejr

Smal, men fortjent sejr

Gravgaard-comeback - og Mackans personlige "heja-klack"
Kaptajn Gravgaard var tilbage i startopstillingen efter at have måttet se til fra sidelinien i de første 3 kampe, hvor den nybagte U21-landsholdsspiller Mathias Zanka Jørgensen har vikarieret aldeles fortræffeligt. Han tog i dag plads på bænken sammen med bl.a. Jesper Grønkjær i en startformation med seks nye ansigter i forhold til Esbjerg-kampen onsdag aften – men kun tre ændringer i forhold til Lyngby-kampen i søndags. At Marcus Allbäck var med igen må især have glædet de over 100 tilrejsende Örgryte-fans, der var taget til København for bl.a. at overbevise deres helt om, at han skal fortsætte karrieren i de blå-røde Örgryte-farver til sommer.

De 3 nyindkøb fra vinterpausen, Pospech, Laursen og Junior, var også med fra start og blev hyldet med blomster inden kick off.

De kun 13.859 fremmødte i PARKEN havde for første gang frit udsyn til Fælledparkens træer bag det ene mål, hvor D-tribunen er forsvundet siden den seneste hjemmekamp mod Atletico Madrid i december. Det gav også plads til en lavthængende påskesol på A-tribunen, hvilket man ikke just havde forventet ud fra de vinterkolde vejrprognoser fra de seneste dage…

God gejst fra første fløjt
Mackan & co. indledte med væsentlig mere gejst og direkte spil end i Esbjerg, og allerede inden for den første halve snes minutter havde Hutch, Junior og Kvist forsøgt sig – sidstnævnte i helt fri position i højre side af feltet, men hans forsøg skud gik i sidenettet.

Horsens indledte kampen i en 4-3-2-1-formation med kun Macena fremme, og Lawan og Henrik Hansen hængende bagved. Netop Lawan fik Horsens’ første mulighed, da han fikst kom fri i feltet efter en 1-2-kombination, men Jesper Christiansen var godt ude og afværge, før svenskeren fik afsluttet.

Minuttet efter spillede Junior Pospech godt fri i feltet, og i stedet for selv at fyre af lagde han den indover, hvor Allbäck forsøgte sig med et spektakulært saksespark, som imidlertid gik lige over mål.

Hans angrebsmakker José Junior var tydeligt opsat på at fremvise sine kvaliteter for sit nye hjemmepublikum, og midt i halvlegen profilerede han sig også fornemt foran Nedre C med en række lækre driblinger, som han fortjent høstede stort bifald for.

Libor på pletten
Jubelen sted dog yderligere et par minutter før pausen, da Per Gade i en luftduel med Allbäck var uheldig at have hånden på bolden. Næppe forsætligt, men ingen tvivl om, at Henning Jensen gjorde ret i at fløjte og pege på 11 meter-pletten. Libor trådte frem og fik jubelen til at stige endnu mere, da han sikkert scorede med et fladt skud til venstre for Jochumsen, som ellers gik til den rigtige side.

Få minutter viste Junior andre af sine kvaliteter, da han genialt sendte Allbäck fuldstændig alene igennem med Jochumsen, og alle svenskere i PARKEN havde allerede rejst sig for at fejre den forventede scoring, men tyvärr... Mackan sendte bolden lige den ene opstander.

Det samme gjorde et godt forsøg fra Sionko kort efter, men så var det som om mestrene gik lidt ned i kadence og lod AC Horsens komme frem frem. Det nærmeste de kom var dog en afslutning fra Macena tæt under mål, som han ikke fik fart nok på, og så kunne Jesper Christiansen kattesmidigt kaste sig ned og gribe den.

Først i halvlegens slutminut fik hjemmeholdet sit første hjørnespark, og Hutch var lige ved at få ram på bolden inde foran, men det blev ved de 1-0 ved pausen.

AC Horsens mere med efter pausen
Efter pausen skubbede AC Horsens Lawan helt frem ved siden af Macena, og samtidig gjorde deres stramme defensive organisation det svært for FCK’erne at få flow i spillet. Kampen var spillemæssigt meget lige, men gæsterne havde selv overordentlig svært ved at komme forbi den solide københavnske bagkæde, der nærmest spillede fejlfrit i alle 90 minutter.

I nogle få situationer så man, at Pospech endnu mangler det sidste i samspillet med de andre, og der nåede at gå et gys gennem PARKEN, da han passerede Jesper Christiansen med en hovedstøds-tilbagelægning, men keeperen nåede dog uden problemer tilbage og sikre sig bolden.

Efter en gode time kom Grønkjær ind i stedet for Hjalte, og Hutch gik ind på den centrale midtbane. Lidt efter afløste Nordstrand Junior, og hjemmeholdet virkede som om de havde ganske godt styr på begivenhederne mod et Horsens-mandskab, der kæmpede tappert, men så ud at løbe lidt tør for kræfter og ideer.

Flere chancer til at lukke og slukke
Jesper Christiansen måtte dog give hjørne på et godt langskud fra Anders Nøhr, men det var hjemmeholdet der var skarpest – men lige manglede det sidste... Med et kvarter igen, da Zanka havde afløst Gravgaard, lavede Grønkjær en tunnel på Per Gade og fandt Allbäck inde foran, men igen strøg bolden på den forkerte side af opstanderen. Det gjorde den også, da Grønkjær fik halvlegens største tilbud med ni minutter igen, da han smart spillede 1-2 med Nordstrand og kom helt alene med Jochumsen, men han overplacerede afslutningen en anelse og derfor stod det stadig kun 1-0, da kampen gik på hæld.

Bortset fra et giftigt hjørne i overtiden, som Kenneth Emil Petersen fik headet mod mål, så var der dog ikke fare på færde i FCK-feltet, og selv om AC Horsens spillede sine kort dygtigt og optimistisk, så var hjemmeholdets sejr alt i alt fortjent nok på baggrund af chancefordelingen. Hjemmeholdet viste især i den første halve times tid noget af det bedste spil i sæsonen, og det er ikke så tit man er kommet frem til så mange store chancer mod netop AC Horsens.

Nu er der landskamppause med efterfølgende ”friweekend”, eftersom næste opgave er en mandagskamp i Viborg.