Tifo i Parken

Sektion 12 vokser og bliver udvidet

Sektion 12 udvides fra den kommende sæson til at fylde både øvre og nedre tribune til alle vores hjemmekampe. Det er resultatet af den imponerende opbakning, vi har oplevet med et rekordhøjt sæsonkortsalg i tæt samarbejde med vores fans.  

Blæst bagover af den massive opbakning
”Vi er ærligt talt blevet blæst bagover af den massive opbakning, vi har mødt fra vores fans," fortæller kommerciel direktør Jacob Lauesen.

"Både i forhold til antallet af sæsonkort, men især måske i det fælles arbejde, vi har lavet for at få Sektion 12 til at vokse. Det er gået over al forventning, og vi har nu så mange med fast plads, at vi sammen med vores fanafdeling har besluttet, at vi åbner både øvre og nedre til alle kampe."

"Jeg tror alle, der har oplevet 'dobbeltdækkeren' i Parken ved, hvad det kommer til at betyde for oplevelserne herinde for alle både på og uden for banen,” siger Jacob Lauesen.  

Hele Sektion 12 betragtes nu som én tribune
Flere end 7.000 har nu enten sæsonkort eller abonnement til Sektion 12. Det er en fremgang på 42,5 procent i forhold til sidste sæson.

”Vi kan kun gøre det her, fordi vores relation til vores fans er så tæt og positiv, at vi kan understøtte hinanden i det her arbejde," fortsætter Jacob Lauesen.

"Det er historisk, at vi er nået hertil, og det har vi mest af alt vores fans at takke for. Det betyder, at der til mange kampe vil være udsolgt til Sektion 12, som vi fra nu betragter som én tribune."

"I forhold til adgang er den fortsat opdelt, og man skal derfor benytte den del af tribunen, ens kort eller billet giver adgang til. Men vi vil sammen med vores fanafdeling sikre, at det bliver en fed oplevelse, uanset hvor man er på Sektion 12 fremover,” siger Jacob Lauesen.

Nye tiltag til sæsonstarten
Arbejdet med at integrere øvre B som en fast del af Sektion 12 er i fuld gang, og en række nye visuelle og stemningsmæssige tiltag vil stå klar allerede til den første kamp i 3F Superligaen den 18. juli mod AaB.

”Det er virkelig en milepæl, vi har nået og det er voldsomt, hvor langt Sektion 12 er kommet som tribune på relativt kort tid. Det skyldes dedikerede og passionerede mennesker, der er klar til at hjælpe med at drive klubben fremad," siger Daniell Askholm, Head of Fan Engagement.

"Vi går en spændende fremtid i møde, når man ser på den her udvikling og samarbejdet mellem klub og fans. Vi er allerede langt med planerne og arbejdet for, at Sektion 12 kommer til at stå som én samlet tribune med masser af stemning overalt. Der bliver lagt mange timer, passion og kærlighed i det, så jeg tror, at alle vil synes det er fedt, når vi starter den nye sæson” siger Daniell Askholm.

Udvidelsen til alle kampe, betyder også, at alle billetabonnenter er sikret en plads på Sektion 12 til alle kampe og ikke risikerer at blive rykket til andre tribuner.

Stolte over udviklingen på Sektion 12
”Vi er stolte over den udvikling Sektion 12 har haft de seneste sæsoner," siger Frederik Mechlenborg på vegne af Sektion 12 Foreningen.

"Det vidner om et godt miljø på tribunen, hvilket er blevet understøttet af et kontinuerligt samarbejde med klubben. Her er vi, via den nyoprettede fanafdeling, kommet endnu tættere på hinanden og har løbende dialog med klubbens ledelse. At have denne fremgang, oven på sidste sæson, viser at med forståelse for hinanden, så kommer loyaliteten, uagtet hvordan det går på banen,” siger Frederik Mechlenborg.

Du kan læse meget mere om mulighederne for at sikre dig en plads på Sektion 12 her.