Løvetimen er tilbage!

Scouting-arbejdet intensiveres

Fra den 16. juli øger F.C. København sit scouting-arbejde. Den nuværende salgsmedarbejder og scout, Lars Højer, bliver ansat på fuldtid som Chefscout for de danske mestre. Lars Højer vil dermed fremover udelukkende arbejde med at finde nye, potentielle spilleremner til F.C. København.

 

- Ansættelsen af Lars Højer skal ses som en styrkelse af den sportslige sektor. I takt med klubbens sportslige fremgang har vi simpelthen behov for at bruge flere ressourcer i rekrutteringsfasen. Jeg glæder mig over at Lars har sagt ja til tilbuddet. Højer har et rigtig godt "øje" for den type spillere, vi ønsker til F.C. København, og samtidigt den helt nødvendige ihærdighed og loyalitet til klubben, siger sportschef Carsten V. Jensen til FCK.DK.

 

Jobbet som salgsmedarbejder overtages i øvrigt af en af Lars Højers gamle holdkammerater og kendinger i klubben. Diego Tur bliver nemlig ny mand i F.C. Københavns salgsafdeling.