Roland: - Vi spillede godt

Roland: - Vi spillede godt

Aftenens træningskamp endte desværre med et spinkelt, og ufortjent, 0-1 nederlag til West Ham United, men træner Roland Nilsson virkede nu alligevel forholdsvis tilfreds, med hvad han så i løbet af de to gange 45 minutter.

Af Jan Eliassen
Efter kampen sagde Roland Nilsson til FCK.DK:

- Det var godt at få en kamp med noget international modstand, godt at møde et hold der også spiller i et højt tempo. Jeg synes vi gjorde det godt, men det høje tempo fik også vist, at der stadig er en smule at arbejde med på træningsbanen.

Den svenske træner var også godt tilfreds med dagens modstander:

- West Ham kom med et godt hold, og man kunne godt se, at de gerne ville gøre det godt – for de har jo også snart ligastart. De stillede med et stærkt hold, de spillede en god kamp, og de holdt det høje tempo – hvilket vi også gjorde. Jeg synes vi spillede godt, men vi var desværre ikke skarpe nok – men det ved vi kommer, når vi får sammenspillet til at hænge lidt bedre sammen. Hold der har spillet længe sammen kender hinanden, og der mangler vi lidt endnu – men det skal nok komme efterhånden som vi spiller flere kampe.

- Shamrock Rovers minder nok lidt om West Ham når vi snakker fysisk, og derfor var det også godt at mode englænderne i dag – for al international modstand er godt, og det er godt, at vi prøver kræfter med noget andet end Superligaen. Nu vil vi prøve at få Shamrock Rovers at se, men først og fremmest, så gælder det altså OB lørdag aften.

Roland Nilsson havde denne kommentar om Pape Pate Diouf:

- Synes han spillede en OK første kamp her i PARKEN. Han savner nok lidt taktisk fra vores træninger, men det ved jeg kommer.

Pape Pete Diouf havde selv disse ord om kampen:

- Jeg synes selv jeg gjorde det godt, specielt i starten af kampen. Men jeg synes det var en god kamp for holdet, bare uheldigt at vi tabte kampen – for jeg synes vi spillede en OK kamp, og så var jeg personligt meget glad for at mærke støtten fra vores tilskuere.



Læs referat af kampen her.


Læs citater fra Zanka, Nordstrand og Thomsen her.


Se billeder fra kampen her.