Reaktioner på gårsdagens verdenspremiere

- Jeg synes det var en interessant kamp, og det var godt at vi fik afprøvet konceptet. Kampen efterlader jo endnu flere spørgsmål end der måske var før, men hele idéen har været spændende at afprøve. Det skal så samtidig siges, at det skal prøves på et højere niveau hvor tempoet er højere og man få lavet nogle flere klare retningslinier end dem vi havde i PARKEN. De tre tilfælde vi havde var meget passende for kampen, og specielt situationen med hjørnesparket er måske et af de mest essentielle områder man skal definere - altså hvad må man appellere for og hvad må man ikke. - Kim Milton Nielsen

- Jamen jeg synes forsøget var spændende. Nu brugte jeg ikke appelleringsmulighederne selv, men helhedsindtrykket er positivt. Men der er en kæmpemæssig bunke af spørgsmål som skal besvares og en masse regler som man skal diskutere, så vi er langt fra henne mod en løsning der er klar til brug. Det var sjovt at prøve og jeg synes man skal arbejde videre med idéen. -Carsten V. Jensen

- Det var jo en test, og derfor brugte jeg muligheden for at appellere ved hjørnesparket. Det var noget der skulle prøves og det var interessant at se reaktionen fra spillere, trænere, tilskuere og dommere. Jeg har fået et godt indtryk af forsøget, men ligesom alle andre siger, så mener jeg også, at der er en masse ubesvarede spørgsmål. Vi er i den spæde start til noget der muligvis kan udvikle sig. - John Faxe Jensen

- Jeg er nu selv mest tilhænger af, at fodbold skal være et simpelt spil, men på den anden side, synes jeg at det er vigtigt at lave sådan et eksperiment før man skyder det ned. Det efterlader mange spørgsmål, men nu er det prøvet her i PARKEN og jeg synes det var interessant. - Niels-Christian Holmstrøm