Reaktioner på dagens kamp

Efter den uafgjorte kamp mod det tyske storhold Schalke 04, fik FCK.DK fat i nogle af banens hovedpersoner fra de to hold, for at få deres syn på kampen. I begge lejre var der bred enighed om det rimelige i dagens resultat:

- Jeg synes vi spiller godt med i dag og den måde vi har valgt at spille på, med at presse højt oppe på banen, det synes jeg virkede godt. Vi erobrer mange bolde oppe på deres halvdel og til sidst er det os der lægger trykket i kampen. Det tyder godt når vi kun er 14 dage henne i forberedelserne. Den dér chance Schalke har, den var ikke i nærheden af at være over stregen, så der var ingen tvivl om at det var korrekt at lade spillet fortsætte, sagde Jesper Christiansen efter slutfløjtet.

- Jeg synes ikke man kunne se på kampen at vi er længere fremme i forberedelserne end FCK. Jeg synes de gjorde det godt. Det var en meget lige kamp og resultatet var egentlig også ret sigende, ud fra kampens forløb. Man kunne have håbet på at det måske var blevet 2-2 i stedet for. Det viser dog at FCK er godt på vej. De spiller et system som de har gjort i mange år, og det kan man mærke. Det er indstuderet og alle kender deres rolle i det system, udtalte Schalkes danske anfører Ebbe Sand.

- Jeg synes det var en god kamp hvor hele holdet spiller godt. Det var en meget positiv start på sæsonen. Jeg fik jo nogle halve chancer, desværre var der ingen helt store, men jeg synes alligevel at jeg gjorde mit job oppe foran. Så selvom det er tidligt på sæsonen, synes jeg det var god start, var Álvaros kommentar til træningskampen.

- Det var fedt at komme til PARKEN igen. Det er dejligt at være tilbage. Da vi løb og varmede op og man på storskærmene så billederne fra dengang vi vandt mesterskabet i 2001, så væltede de gode minder jo frem. Det var en fed tid i FCK og det er dejligt at være tilbage. Jeg synes FCK spillede godt og de satte os lidt under pres. Desværre kunne vi ikke vinde, som vi havde håbet på. Med Bundesliga start om otte dage, synes jeg godt vi kunne have gjort det lidt bedre, ræsonnerede Årets Spiller 2005, Christian Poulsen.

- Det var rigtig godt at få min første kamp for FCK i PARKEN og jeg var meget glad for den modtagelse jeg fik af fansene. Jeg synes jeg kom godt ind i spillet ude på venstrekanten, selvom jeg gerne ville have haft lidt mere spilletid. Desværre fik jeg et slag på benet i starten af første halvleg og da det stadig gjorde ondt i pausen, blev jeg ude, sagde Razak Pimpong til FCK.DK i omklædningsrummet efter kampen.

- Jeg synes kampen var rigtig intens og til tider også rigtig velspillet, selvom det var en svær bane. Der var også rigtig mange tilskuere, så det var alt i alt en rigtig god kamp. Jeg synes at FCK spiller en god kamp, men de har jo også et godt hold, så det er jo ikke så overraskende. Jeg er ret sikker på at statistikken viser at FCK har flere skud på mål end os, men alligevel er uafgjort nok meget fair. Til tider virker det faktisk som om FCK har lidt fat i kampen. Jeg har selv en chance som jeg ikke lige forvalter så godt. Den skulle nok have været der, mente Søren Larsen.